Rødovre tog til Nordsjælland vandt sæsonens første sjællandske klassiker

Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls 1-4 (0-1,1-1,0-2) 1240 tilskuere

282 kampe, 15 mål.

Sådan så Christian Thunbos Metal Liga-statistik ud før kampen i Rungsted fredag aften.

Her lagde Thunbo to mål til og scorede for første gang i sin karriere to gange i en Metal Liga-kamp som måske var karrierens bedste for den evige arbejdsmand, der har pendlet rundt til mange klubber for at gribe chancen i Metal Ligaen.

Senest var han i Vojens hos Sønderjyske, og nu er han i Rødovre igen og alle steder, hvor han er kommet frem, har ingen kunnet være i tvivl om, at han altid har arbejdet stenhårdt. 

I går scorede Christian Thunbo et ægte "kludemål", da han på en eller anden måde fik lirket 0-1'eren i mål i første periode - dommerne brugte meget lang til på at godkende - og i anden periode opsnappede han en løs puck på blå linje og drog ind gennem to Rungsted-backer og scorede til 1-2 på tavlen og dermed altså endnu et mål til gæsterne. 

En stor aften for den arbejdsomme mand, der kunne se Mikey Bergmann og Joonas Niemelä score de to Rødovre-mål i tredje periode, der afgjorde kampen, så det endte 4-1 til Rødovre. 

Rungsteds højdepunkt var et meget fint gennemspillet 1-1-mål i powerplay. Selvfølgelig var det Olle Liss, der scorede. 

Men gennemgående havde hjemmeholdets imports en småsløv aften og de stødte ind i en meget stærk Caron i Rødovre-buret og et gæstehold, der gjorde det meget fint foran eget mål. 

En vigtig sejr for Rødovre, der nu har taget seks point på udebane i denne sæson. I sidste sæson tog Rødovre 10 af slagsen, kun et var ikke i Frederikshavn. 


KAMPEN KORT: Stensikker sejr til Esbjerg over Odense KAMPEN KORT: Herning satte Sønderjyske af