Esbjerg Energy-Sønderjyske Ishockey 6-4 (3-1,1-2,2-1) 3027 tilskuere
Sikke et brag af en kamp, de to rivaler leverede fredag aften i Esbjerg.
Den havde det meste, ikke mindst masser af mål og fremragende stemning.
Det var hjemmeholdet, der bragte sig foran og havde teten i første periode. Den tidligere Sønderjyske-spiller Nicolas Werbik kom fri sammen med Rasmus Bjerrum, der stensikkert satte 1-0'eren ind bag Thomas Lillie efter bare et par minutter.
Midt i perioden scorede Grayson Downing til 2-0 og så var der lettisk på programmet, inden første periode var slut: Først Raimonds Vitolins inde foran mål for sønderjyderne, derefter Arturs Kulda, der satte et skud fra blå linje, som Lillie ikke kunne se.
Da Esbjerg bragte sig på 4-1 i anden periode i powerplay ved Zane Franklin, lignede det en afgørelse på kampen, men Sønderjyske startede derefter et forrygende comeback.
Først var det Erik Florchuk, der styrede en puck fra Jacob Böll på kassen og kort før anden periodes udløb var Andreas Kløve på plads samme sted.
Kampen var åbnet op igen og midt i tredje periode fik gæsterne udlignet på et smukt powerplay.
Pucken blev "klap-klappet" næsten ind over stregen, og Raimonds Vitolins var på pletten med sin anden scoring. 4-4 og måske en vending på kampen?
Nej, sagde hjemmeholdet, der fik scoret til 5-4 i powerplay, da Thomas Mondrup fik sendt den ind tæt under mål og til sidst fik Rasmus Bjerrum en "tap in" i tomt mål til 6-4 og stor jubel i de fleste afsnit i Granly Hockey Arena.
De to hold mødes lørdag aften igen i Vojens, og med en sejr vil Esbjerg være meget tæt på Metal Final4, mens Sønderjyske nu er under pres i samme tabel. Der skal en sejr til, hvis hjemmeholdet skal drømme om den weekend.