Esbjerg Energy-Frederikshavn White Hawks 5-6 (2-3, 1-2, 2-0) 0-1 1842 tilskuere
Sikke et drama, der udspillede sig onsdag aften i Granly Hockey Arena.
To hold, der ville fremad og to hold, der nægtede at give op.
Sådan noget må ende i straffeslag, og det var også tilfældet foran 1842 tilskuere i Esbjerg, der fik en forrygende match at se.
Esbjerg Energy begyndte bedst og Troy Lajeunesse fortsatte sin scoringsstime og har potentiale til at blive ny publkumsyndling i Esbjerg - hvis han ikke allerede er det.
Grayson Downings baghåndsscoring til 2-0 betød, at hjemmeholdet nu var på vej til en ny sejr. Troede man. For Esbjerg havde hidtil blot lukket et mål ind i tre hjemmekampe og der var blot spillet fem minutter.
Men den streak blev fuldstændig brutalt stoppet af Frederikshavn, der sørgede for den første vilde vending i kampen inden første periode var ovre.
Albert Schioldan reducerede efter syv minutter og Anton Stenbakken udlignede såmænd også. I slutningen af første periode fik Frederikshavn muligheden i fem mod tre og viste kynisme. Christopher Frederiksen hamrede pucken i nettet og pludselig stod der 2-3 på tavlen.
Men i begyndelsen af anden periode sørgede Esbjerg for en ny "mini-vending". Oliver Kjær kom fri i undertal og lagde pucken ind bag Marcus Bjørn til 3-3.
Så var det gæsternes tur.
Inden anden periode var ovre, havde Frederikshavn scoret to gange og bragt sig i fordelagtig position. Aleksi Halme til 3-4 på tavlen og da Christian Mieritz efter blot 26 minutter sendte et skud af sted som Mikkel Bertelsen kunne styre ind, var gæsterne foran med to. Vildt.
Så var det slut med festen i anden periode, men i tredje periode fik Esbjerg sat pres på og etableret sig i Frederikshavn-zonen.
Men bedst som det rullede, kom Esbjerg i undertal. Her lykkedes det dog Rasmus Lyø at fremtvinge et straffeslag, som Grayson Downing scorede sikkert på.
Og med to minutter igen fik Nicolas Werbik såmænd også udlignet for Esbjerg. 5-5 og en fair udgang på en vild kamp.
Overtiden endte uden mål, og i straffeslagene scorede Oskar Drugge det afgørende mål, så Frederikhavn kunne få to point med hjem i bussen - det ligner Metal Final4 for høgene.