Herning Blue Fox - Rungsted Seier Capital: 4-3 (1-1, 1-2, 1-0) 1-0)
Herning kom flyvende fra start i fredagens kamp hjemme mod Esbjerg og denne eftermiddag skulle de forsvarende mestre forsøge at følge op på den gode start da Rungsted lagde vejen forbi Kvik Hockey Arena. For gæsterne var det den første kamp i sæsonen mens kampen var den sidste for værterne, inden de i weekenden skal spille CHL.
Seier Capital var tæt på at chokstarte kampen da Filips Buncis blev spillet fri foran George Sørensen, og midtjyderne var ikke uheldige med at skarpheden endnu ikke havde indfundet sig hos den lettiske center.
Gæsternes tidlige forsøg var et af flere i starten af kampen og Marcus Olsons tropper kom i det hele taget glimrende ud af starthullerne. Sørensen fik en byge af skud ned imod sig, og til sidst udløste det også en fortjent scoring til det aggressive udehold.
Olle Liss burde være noteret for en assist, da han satte Tim Welin op til en helt fri chance, men i stedet kunne han sekunder senere selv sætte pucken op over skulderen på Herning-keeperen.
David Grubak havde fået en anderledes rolig start på kampen i gæsternes mål, og vi var halvvejs inde i perioden før han første gang blev testet. En syleskarp tværpasning fra Mathias Bau sendte Oliver Kiljunen igennem, men finnen satte pucken lige i maven på ham.
Blue Fox meldte sig efterhånden ind i kampen og en sukkerpasning fra Emil Kristensen burde have givet udligningen. Martin Eskildsen blev dog fornemt afvist af Grubak, der læste spillet rigtig godt i situationen, mens Eskildsen heller ikke fik nok luft under afslutningen.
Hjemmeholdet skruede op for fysikken og det affødte at midtjyderne tog kontrol med kampen. Man fik også udlignet til 1-1 ved Kevin O'Neil, der viste skarphed og sendte en præcis afslutning ind mellem benskinnen og handsken.
Gæsternes skarpe svenskere
Seier Capital åbnede anden periode med et powerplay i godt ét minut og det var ikke tid nok til at få testet Sørensen yderligere. Det blev han til gengæld to minutter senere, da Mads Degn rettede en puck af tæt foran mål og det var endnu et fint indgreb fra tilbagevendte Sørensen.
Gæsterne fik et nyt powerplay til at forsøge at generobre føringen, og det lykkedes man også med efter en stor defensiv fejl. Mads Larsen så ellers ud til at cleare zonen, men han missede pucken som blev samlet op af Gustav Olhaver. Svenskeren trak køligt rundt om Sørensen og lagde sikkert pucken i mål.
Begge hold havde deres momenter i disse minutter og Herning var tæt på at få udlignet føringen på ny. En lækker pasning fra Hjalte Thomsen endte på bladet af Philip Schultz som akkurat kom for langt forbi mål og dermed ikke kunne få afsluttet ordentligt.
Mads Larsen, der havde en skidt eftermiddag i Herning, var ligeledes involveret i gæsternes tredje scoring, da han tabte pucken. Sekunder senere havde Olle Liss igen fundet vej til måltavlen da han med et smart træk helt under Sørensen kunne lirke pucken ind ved fjerneste stolpe. Flot scoring af svenskeren der dominerede i ligaen for over 10 år siden.
Herning gav svar på tiltale, og det var ikke uvæsentligt at man lykkedes med dette allerede på dette tidspunkt. Mathias Bau flækkede pucken på stangen, men han blev noteret for en assist, da han kunne se den store Matteus Söderbom spille pucken på tværs til Morten Poulsen, som sikkert hamrede pucken ind bag Grubak til 2-3.
Endnu en fejl fra den midtjyske defensiv var igen tæt på at koste dyrt for værterne. Valdemar Ahlberg havde frit løb alene ned mod Sørensen og det blev heldigt for Herning med sidstnævnte som vinder af den duel.
Rungsted havde dog Herning på krogen, og man var nu kun 20 minutter fra at kunne tage tre overraskende point på heden.
Kiljunen klappede til
Herning kom anderledes fint fra land i åbningen af tredje periode hvor kæden med Linde, Thomsen og Schultz havde gæsterne presset i et langt skifte. Det blev dog startskuddet i jagten på det comeback som Blue Fox jagtede i kampens potentielt sidste periode.
Én af de ting som Rungsted var lykkedes særligt godt med var, at man endnu ikke havde taget en udvisning. Det blev til gengæld straffet omgående af hjemmeholdet da man tog dagens første og skarpretteren var igen Oliver Kiljunen. Den finske powerforward har været hyperfarlig i overtal indtil videre og pucken fra Mathias Bau blev hamret i kassen i samme stil som i fredagens kamp mod Esbjerg.
Blue Fox sad nu solidt på tingene og Seier Capital var låst fast i egen zone. Det kvælende greb som midtjyderne mestrede i sidste sæson blev igen fundet frem og nu lå kampen altså pludselig for Hernings fødder.
Hjalte Thomsen var lige ved at slide sig igennem og skulle nok også have trukket en udvisning i situationen og presset voksede yderligere på gæsterne.
De var dog stadig med i kampen og det blev ganske giftigt, da Filip Karlsson og Ludvig Elvenes slap fri. Pasningen fra Karlsson blev akkurat for spids og Elvenes havde dermed lige præcis ikke net nok at skyde på.
Mads Larsen fik muligheden for at gøre skaden fra tidligere i kampen god igen, da han blev sat perfekt op til en first-timer. Afslutningen sad dog lige i brystkassen på Grubak.
Der havde været flere gange i perioden hvor det lugtede af en udvisning til gæsterne, så det skabte en vis utilfredshed på lægterne at Rungsted fik et powerplay med under tre minutter tilbage. George Sørensen leverede en klasseredning på forsøget fra Valdemar Hull og så måtte holdene altså ud i overtid.
Formatet i overtid hedder stadig tre mod tre, men det er ikke længere tilladt at spille pucken tilbage i egen zone for holdet i puckbesiddelse. 45 sekunder senere faldt afgørelsen og målscoreren er en yderst populær herre i Midtjylland. Oliver Kiljunen tog trækket over i baghånden og slog den ind langs den fjerne stolpe.
Herning vendte altså opgøret til sidst mens Rungsted hentede et flot point på Kvik Hockey Arena på en dag, hvor Olle Liss' muligheder for at spille ishockey hele sæsonen i Rungsted næppe faldt.