Mere om kampen i Granly Hockey Arena tirsdag aften

Esbjerg Energy-Herlev Eagles 1-4

Esbjerg stillede til kampen uden Matt Pistilli og Grayson Downing - tilmed blev Trevor Cheek skadet i løbet af de 60 minutter. Hårdt for et i forvejen svækket Energy-mandskab.

Herlev havde igen Victor Rollin Carlsson tilbage på holdet og han dryppede ind på sin sædvanlige plads i førstekæden. I andenkæden har Magnus Molge pt overtaget Luis Blak Olsens plads.

Hos Herlev var man uden backerne Mads Carlsen og Tobias Ruelykke og det betød gode mængder af istid til Tikkinen og Ringström, mens både Benjamin Mauritzen og Magnus Povlsen lå lige omkring de 20 minutter på isen.

Brett Thompson var igen stærkt kørende og ifølge vores mand i Esbjerg kampens absolut bedste spiller. Herlev-kaptajnen fik også lov. Han spillede hele 28:24 minutter i kampen.

Esbjerg Energy svinger frem og tilbage. Det var 1-7 i Frederikshavn fredag, 6-1 hjemme over Frederikshavn søndag og nu altså 1-4 mod Herlev tirsdag. Det må give Mark Pederson grå hår i hovedet.

Nådesløs overskrift i JydskeVestkysten, som er Esbjergs - og SønderjyskE's - "lokalavis": 1-4 hjemme mod Herlev efter en gyselig præstation: Esbjerg Energy ramte bunden.

Esbjerg Energy trak 1112 tilskuere til kampen i aftes. Det daler lidt i det vestjyske i forhold til de fine tilskuertal i indledningen af sæsonen.

Herlev Eagles er i den grad i spil til en plads i Metal Final4. Det bliver en nådesløs omgang i kampen om de sidste pladser i "pokalturneringens" finaleweekend. Det samme er Esbjerg naturligvis, trods nederlaget. 

 


Kampnoter: Rundt om Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks VIDEO: Bag kulissen: Hjalmarssons kampoplæg inden CHL-kampen mod Finland