Mac Carruth har nu holdt målet rent i 241 minutter og satte denne eftermiddag en stor fed streg under sin status som ligaens bedste målmand netop nu

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 2-0 (1-0, 0-0, 1-0)

Sikke en topkamp denne eftermiddag i Herning, hvor hjemmeholdet sled og slæbte mod Aalborgs stærke offensiv og til sidst lykkedes med at hive en smal 2-0-sejr hjem fra defensiv zone. Mac Carruth var fabelagtig i Hernings mål, og midtjydernes eneste skud på mål i tredje periode var et "selvmål" af Patrick Bjorkstrand. Sikke en herrefight i Herning i eftermiddag. 

Herning måtte til dagens kamp undvære en trio bestående af Petter Hansson, Simo-Pekka Riikola og Mads Christensen. Aalborg savnede fortsat Mikkel Højbjerg og Lukas Buchta, men kunne ellers rulle på med alle fire kæder.

Kevin Tansey satte et stort hit på Jeppe Jul Korsgaard og efter lidt over ét minut bragte Herning sig også foran. Miska Humaloja fiskede pucken til sig bag mål og fandt Mathias From som sikkert eksekverede for Blue Fox. Stærk start fra hjemmeholdet.

Trevor Gooch fik kort efter en god chance for at bringe balancen tilbage på måltavlen, men Mac Carruth fik akkurat lappen på.

I den anden ende fik Mathias Bau også sendt en god afslutning afsted efter Lukas Bang tacklede hjelmen af Ben Caroll. Der var alt andet end søndagsstemning på Kvik Hockey Arena denne eftermiddag. 

Herning fik også dagens først powerplay og man var også ganske nærgående. Aalborg stod dog godt imod - faktisk så godt - at Tobias Ladehoff fik en friløber. Mac Carruth afviste dog nordjyden.

George Sørensen ville ikke stå tilbage for sin kollega i den anden ende og han leverede en sublim redning på Phil Marinaccio. der afsluttede en Herning-omstilling.

Aalborg fik et powerplay med cirka fem minutter tilbage og så brændte det ellers på foran Carruth. Oscar Drugge overplacerede et slagskud og Victor Rollin Carlsson havde flere bud efter målhjørnerne. 

Lasse Bo Knudsen nåede også at teste målstolperne i en af de bedste første perioder, der længe er spillet i Herning.

Intenst men ineffektivt

Aalborg kom hurtigst ud af startblokkene og Carruth måtte hive en ny stor redning op på Kirill Kabanov. Herning genfandt dog fodfæstet og Mathias Bau fik også testet George Sørensen var klar fra periodens start. 

Morten Poulsen var næste mand i rækken til de gode chancer, men opmærksomt defensivt spil tappede fart fra afslutningen. 

Mac Carruth leverede endnu en feberredning, da Aalborg fik et nyt powerplay. Tobias Ladehoff havde ellers masser af net i kikkerten, men amerikanerens desperation holdt fortsat gæsterne fra fadet.

Aalborg sad mest på spillet og Herning var primært farlige på omstillinger. Der var fortsat masser af intensitet i spillet og rigtig god tempo på de to hold.

Simon Schleicher tvang Sørensen ud i en god refleksredning og en tværpasning fra Lasse Knudsen var ligeledes tæt på at udløse en scoring. Det var ganske utroligt, at stillingen fortsat var 1-0 til Herning.

Mathias From overplacerede på en halv friløber og således var afstanden mellem de to mandskaber stadig på et absolut minimum inden trejde periode.

Ren midtjysk overlevelse

Herning virkede opsatte på at forsvare den spinkle føring hele vejen hjem, og spørgsmålet var om det var den rigtige taktik mod ligaens bedste offensiv.

Pirates fortsatte med at skyde fra alle mulige og umulige vinkler. Mac Carruth afviste nordjyderne selv, når han ellers var spillet væk, og frustrationen var til at få øje på blandt Aalborg-spillerne.

Tobias Ladehoff havde udligningen på bladet, da han fikst styrede pucken mod mål. Den amerikanske mur nåede alligevel på tværs inden Hernings førstekæde bød på tiltrængt lufte med et langt skifte i offensiv zone.

Herning var aldeles passiv i den afsluttende fase af kampen og den slags slipper man sjældent afsted med. Midtjyderne skal dog roses for at arbejde utrætteligt, men man levede altså livet farligt mod en så potent offensiv som Aalborgs.

Det giver moral, når Mathias Bau smider sig ned i skuddene, og det gjorde han flere gange denne eftermiddag.

Det var noget nær midtjydernes eneste mulighed der blev omsat til scoring. Simon Schleicher sendte en tværpasning afsted der tog en Aalborg-skøjte og strøg ind bag Sørensen. Ikke ligefrem fortjent efter spil og chancer i denne periode.

Aalborg fik et powerplay med 1:47 tilbage på uret og så spillede man seks mod fire. Pirates søgte med lys og lygte efter den åbne mulighed, men Hernings defensiv kom i vejen for det hele. 

Mac Carruth var uden tvivl hovedårsagen til at Herning denne eftermiddag og Blue Fox er nu alene på førstepladsen i Metal Ligaen.


SØNDERJYSKE er også Metal Final4-klar OPTAKT: Herning Blue Fox-Aalborg Pirates