Den rutinerede angriber vil vinde sit mesterskab nummer 12 med moderklubben

Mads Christensen blev onsdag præsenteret som ny angriber i Herning Blue Fox, og det er måske Europas mest vindende spiller, der kommer til Metal Ligaen som et af de mest attraktive navne i den kommende sæson.

Christensen har hele 11 mesterskaber på sit cv allerede - fem i Danmark og seks i Tyskland - men angriberen er klar til at vinde mere, for Mads Christensen er stadig sulten, siger han i et større interview med Herning Folkeblad.

- Jeg har da også store forventninger til mig selv. Nu kender vi jo ikke det endelige hold endnu, og jeg ved ikke, hvem jeg kommer til at spille sammen med, men selvfølgelig kommer jeg hjem for at bidrage. Jeg er her bestemt ikke bare lige for at få det sidste ud af karrieren. Jeg har masser af ambitioner og tror på, at jeg kan nå mit gamle niveau, siger Mads Christensen til avisen.

Senest han var på is i Herning - officielt - var ved VM i 2018, mens hans seneste Blue Fox-optræden var i 2008, da han scorede det afgørende mål i DM-serien mod Frederikshavn. 

Efter 2008 skiftede Mads Christensen til SønderjyskE, hvor han hjemtog et mesterskab mere og tillige blev årets spiller i dansk ishockey. Derefter har han i Tyskland vundet seks mesterskaber med storklubberne Eisbären Berlin og Red Bull München. 


Studenterhuen trykker hos Herlev Eagles Aalborg-ledelse trods optimisme: Stadig uvished før 2020/21-sæsonen