Vi skal have ild på alle cylindre, siger canadieren

Sikke en serie, det har været for Kristian Jensen og Morten Poulsen hidtil i slaget mellem Herning og SønderjyskE. 

De to angribere har været en slags "enmandshær", og har tilsammen stået for samtlige Blue Fox-scoringer i serien. En vild statistik, og tirsdag i Vojens fremstod især Morten Poulsen i perioder af kampen som en regulær enmandshær.

Statistikken betyder også, at de øvrige angribere på holdet ikke har scoret, men det er dog blevet til et par assister til de øvrige Herning-spillere hist og pist. Men det er slet ikke godt nok, erkender canadiske Mark MacMillan overfor Herning Folkeblad.

Han er kædemakker med Poulsen og Jensen. 

- De er skarpe, og det er fedt at se, at de har tur i den. De gør det virkeligt godt, men det nytter selvfølgelig ikke noget, at det kun er én af kæderne, der kan finde vej til målet. Vi er alle nødt til at steppe op. Vi skal have ild på alle cylindre, siger angriberen til Herning Folkeblad.

Han erkender samtidig, at Blue Fox er nede i et "dybt hul".

- De scorer lige i begyndelsen af anden periode til 5-1, men derfra holder vi dem trods alt fra at score, indtil vi tager målmanden ud til sidst, da vi skal satse. Vi vinder sidste periode, og selv om vi ikke kan bruge det til noget, så beviser det trods alt, at vi ikke kastede håndklædet i ringen, siger MacMillan.

I morgen klokken 16:50 skal Herning-mandskabet "kæmpe for livet" hjemme i Kvik Hockey Arena. 


RETRO: Morten startede med tre DM-guldmedaljer VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Herning