Blue Fox-topscoreren er på plads i Frøs Arena i aften

Det varer ikke længe, før Herning Blue Fox går på isen i Vojens, og det bliver med en ekstra og vigtig mand på isen. 

Topscoreren Mathias Bau Hansen er nemlig tilbage i lineuppen efter at have været ude i fem kampe med en skulderskade. 

Den lange angriber er trods sit fravær stadig i top 10 på Metal Ligaens topscorerliste, og han står med det bedste pointsnit i Metal Ligaen, hvis man fratager Topi Piipponen fra Odense, der dog blot har spillet otte kampe for fynboerne. 

- Det er jo rimeligt nemt at se Baus betydning for holdet. Tallene i sig selv er tydelige, men udover det er han også en spiller, der bidrager med meget andet end point, så selvfølgelig skal det kunne mærkes, at han er tilbage, siger Herning-træner Pekka Tirkkonen til Sportherning.dk.

- Mathias har trænet med os hele ugen, så han er tilbage i truppen i aften, og vi håber selvfølgelig, at han er i stand til at bidrage, men det koster altid noget at sidde ude, tilføjer den finske træner. 

Kampstart 18:00 i Frøs Arena og direkte på TV2 PLAY. 


Underholdning på Fyn - tre point til White Hawks OPTAKT: Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital