Kampstart 18:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Vi skal have endnu en "DM-finale-revanche" mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital i aften.

Nordjyderne kommer fra en stensikker og helt problemfri 7-0-sejr over et skuffende Rødovre-hold, der ikke ydede megen modstand mandag aften i Sparekassen Danmark Isarena. 

Her var russiske Kirill Kabanov storspillende efter en skadespause og scorede fire gange og glædede sig over, at det virkelig kørte for Pirates.

- Det handler selvfølgelig først og fremmest om, at jeg fik en masse istid og blev serviceret rigtig flot af mine holdkammerater. De er helt fantastiske at spille sammen med, og som hold var vi bare fysisk og mentalt overlegne, sagde den altid ydmyge Kabanov til Nordjyske efter kampen mod bundholdet. 

Aalborg har i den grad en "angrebsmaskine" til rådighed og det plejer at være underholdende kampe mod et Rungsted-hold, der også altid kommer med en offensiv indstilling.

De forsvarende mestre leverede en fin kamp mod SønderjyskE i tirsdags, hvor en god gang "frem og tilbage"-hockey endte med en sejr i straffeslag til hjemmeholdet. Men der er stadig få spillere i Rungsted-truppen grundet skader og derfor kan det blive svært at stå imod i Aalborg i aften. 

Det forventer vi: At Aalborg kører på fra start og det gælder altså om for Rungsted at holde en stram og stærk defensiv - nøjagtig som første gang i sæsonen, da de to hold tørnede sammen i det nordjyske.

De indbyrdes kampe: Der vandt Rungsted nemlig med 3-2 efter en solid kamp i egen zone. Siden har Aalborg altså vundet 3-2 i Rungsted efter overtid og senest 3-1 på hjemmebane. 

Hold øje med: Selvfølgelig nærliggende at tale om Kabanov efter storkampen for nylig hos Aalborg. Rungsted har Nikolaj Rosenthal tilbage i rollen som målræv, senest med 1-0-målet mod SønderjyskE.

Statistikken: Aalborg er det første hold til at passere 100 mål i sæsonen. Det skete mandag med 2-0-scoringen mod Rødovre. Rungsted har scoret uvant få gange i denne sæson (72) i forhold til produktionen i de forgangne sæsoner.

Skader/karantæner: Aalborg manglede Thomas Spelling senest mod Rødovre, mens Rungsted mod SønderjyskE måtte udskifte Ville Kolppanen til fordel for David Grubak. Desuden manglede Sebastian Bergholt, Nichlas Hardt, Mathias Røndbjerg og André Pison hos Rungsted.

 


MATHIAS BAU er klar til comeback for Herning Blue Fox U20-landsholdet kæmper mod nedrykning i Bitcoin Arena