Hernings pointkonge tager endnu en sæson i Metal Ligaen

Ovenpå den triste nyhed om en brækket ankel og et sandsynligt farvel til resten af sæsonen, er der godt Mathias Bau-nyt for Blue Fox-fans. Den lange angriber har nemlig skrevet under på en ny kontrakt for den kommende sæson, lyder det fra Blue Fox i en pressemeddelelse.

Han præsenteres således af Blue Fox-folkene:

I Herning har den 27-årige sympatiske Rødovre knægt blomstret gennem hele sæsonen, og har været en katalysator i førstekæden, hvor han har etableret sig på ligaens pointlistes fjerdeplads og klubbens interne førsteplads. Melodien er i den grad genfundet, og der er ingen tvivl om, at det også er et hårdt slag for Mathias Bau Hansen og Herning Blue Fox, at han i seneste kamp pådrog sig en skade der nu holder ham ude for resten af sæsonen.

Derfor er det også ekstra glædeligt, at Herning Blue Fox og Mathias Bau Hansen er blevet enige om, at forlænge kontrakten, så den nu også gælder for den kommende sæson i Metal Ligaen 21-22. Dermed kan de midtjyske fans glæde sig til at se den store forward sætte et fortsat kæmpestort aftryk på den kommende Blue Fox trup, som sportschef Martin Struzinski så småt er begyndt at tage hul på.

- Mathias Bau Hansen har i rigtig lang tid været en prioritet for os, at få lukket en aftale med. Vi har været superglade for det han har tilført Blue Fox, ligesom Mathias også har haft en rigtig flot formkurve, der blot beviser de fantastiske kompetencer han besidder, siger sportschef Martin Struzinski. 

49 point i 39 kampe og en topplacering på pointlisten underbygger det faktum, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at både vi og Mathias kan få endnu mere ud af hinanden til den kommende sæson. Så vi er stolte, og ydmyge over den fælles ambition vi finder i hinanden og det fortsatte samarbejde, tilføjer han. 


BILLEDER: SKARPE SKUD fra Herlev-Esbjerg Simioni bliver manager i ny SønderjyskE-struktur