Herning brugte den evne, som holdet har haft hele sæsonen, lød det fra slutspils-topscoreren

Herning Blue Fox gjorde det igen. Afgjorde kampen definitivt i tredje periode - nøjagtig som det har været tilfældet i de to første finalekamp.

I går overkom midtjyderne den ultimative modgang: Oliver True sørgede med to scoringer i tredje periode for at Herlev gik fra 1-2 til 3-2. True sidste mål kom i tiden 46:53, men kampen vendte i en lynende fart. 

Efter 47:27 havde Kasper Larsen udlignet for Herning og i tiden 48:01 scorede Arturri Toivola til 4-3 - og derefter lukkede midtjyderne ned. En Herning-style tredje periode. 

- Vi tror på det, selv om vi kommer bagud, og det har vi gjort hele sæsonen. Vi har været gode til at vende kampene i tredje periode, og det bliver vi bare ved med, lød det fra Hernings topscorer i slutspillet, Mathias Bau, da han blev interviewet til Direkte Sport efter kampen. 

Han havde også opskriften klar til den kommende kamp på fredag, hvor Herlev altså tager imod i Martinsen Arena. 

- Det er lige meget, om vi skal spille en eller fire kampe mere. Vi skal turde spille vores spil og ikke lave for mange dumme pucktab, der giver omstillinger til Herlev. Ellers skal vi bare ud og arbejde hårdt i 60 minutter, lød det fra Bau.

Han var i kampens absolutte slutfase impliceret i Oliver Trues game misconduct, da Herlev-spilleren først fældede Bau og modtog en to minutters-udvisning. Kort efter slog Oliver True med sin stav på den liggende Herning-spiller. 

- Jeg ved ikke, hvad der sker andet end jeg får en stav i hovedet. Jeg ved ikke, om han slår efter pucken, men jeg får bare en stav i hovedet, konstaterede Mathias Bau, der ikke ville høre tale om, hvorvidt der "skulle være noget i banken" til kampen på fredag.

- Nej, vi skal bare fokusere på os selv og spille vores eget spil, lød det afsluttende fra Bau. 

Det er fredag klokken 19:30, at Martinsen Arena lægger is til den fjerde - og måske afgørende - finalekamp. 

 


- Vi skal vinde, når vi scorer tre mål i Herning