Herlev har flere svenske spillere inde i truppen til den kommende sæson og med dagens tre nye præsentationer - mere følger - så er Eagles oppe på hele syv blå-gule aktører i den kommende sæson, hvor Joonas Riekkinen bliver den eneste ikke-svenske import på holdet.
Det er længe siden, vi har haft et så svenskpræget mandskab i Metal Ligaen, og det skal blive spændende at se, om træner Patric Wener og sportschef Nicolai Flindt igen får ramt rigtigt.
En af de nye er backen Alexander Edström, der kommer til fra Troja-Ljungby.
Kun fire backer i hele Hockeyettans grundserie lavede flere point end Alexander Edström, der satte 31 point i 40 kampe i sidste sæson. Edström er "Troja-mand" og har været det i mange sæsoner - dog med afstikkere til andre klubber på samme niveau. Han har spillet ni sæsoner i Division I og fire sæsoner i Allsvenskan.
Sportschef Nicolai Flindt om den nye mand:
- Han er taktisk dygtig og har store offensive kvaliteter. Endvidere spiller han right, og det har vi ledt efter. Efterretningerne fortæller også at vi med Alexander får en ydmyg og hårdtarbejdende spiller med en god og positiv indstilling. Vigtige egenskaber i den måde vi opbygger vores hold, lyder det fra Herlev-kanten.