Den finske center fortsætter sin danske rejse

En af Metal Ligaens mest solide spillere skal ind i sin femte sæson i dansk ishockey. Joonas Riekkinen er ikke en mand, man lægger mærke til, men den finske center arbejder stenhårdt i begge ender af banen og fremstår som en af turneringens mest pålidelige spillere. 

Han er blevet glad for at være i Danmark, for siden Riekkinen i sin tid blev hentet til Gentofte af Karsten Arvidsen, har finnen holdt ved i Københavnsområdet - bortset fra en kort tur til Herning. Nu skal Riekkinen i gang med sin sæson nummer tre i Herlev.

- En forlængelse med Riekkinen fik hurtigt høj prioritet da vi ved afslutningen af sidste sæson, satte os ned og begyndte at skitsere denne sæsons hold. Rutineret, solid, velforberedt og nu også med næsten 1 point i snit. Læg til at han også er en rigtig ledertype både på og uden for isen, siger Herlev-sportschef Nicolai Flindt.

- Hos os var der ingen tvivl. Joonas skulle også med i 2020/21. Vi er derfor oprigtigt tilfredse med, at vi også har Riekkinen med ombord, når vi i næste uge starter istræningen frem mod sæsonstarten, siger Flindt. 

Joonas Riekkinen står med 206 kampe og 173 point i sine fire sæsoner i Metal Ligaen. Forinden havde han spillet over 500 kampe i den finske Liiga og kommer dermed ind med en enorm rutine. 


Mere svensk i Herlev: Edström hentes fra Troja-Ljungby UNG SVENSK CENTER SKAL LØFTE HERLEV