Esbjerg Energy har også i den kommende sæson Mikkel Rask på holdet. Han præsenteres således i en pressemeddelelse fra klubben.
"Vi er glade for at se, at Mikkel tager endnu en sæson hos os i Esbjerg. Rask er en stor og mobil back, som ikke er bange for at tage fat. Han har en god alder og udvikler sig stadig sæson for sæson, samtidig med at han får mere erfaring," fortæller sportschef Philip Larsen fra Esbjerg Energy.
"Mikkel kommer altid til hallen med en god og positiv indstilling og ønsker altid det bedste for holdet. Og så er han en vellidt holdkammerat i omklædningsrummet, som holdkammeraterne tør stole på. Så vi glæder os som sagt over aftalen med Rask."
Mikkel Rask er 23 år gammel, vestjyde og har gennem hele karrieren repræsenteret hjembyen Esbjerg. Han er 193 cm høj og bidrager blandt andet med fysik og styrke til holdet.
"Jeg har jo altid spillet i Esbjerg, og det passer mig godt at være her. Jeg har ikke prøvet andet, men jeg er både glad og tilfreds med at være en del af holdet og glæder mig til endnu en sæson. Her er gode forhold og faciliteter, og her er et professionelt setup," understreger den 23-årige back.
"Jeg har været på kontrakt hos Energy i seks sæsoner og er i gang med at forberede mig til den syvende. Jeg synes særligt, at jeg har rykket mig i de to seneste sæsoner. Her er både spilletiden og ansvaret øget, og udviklingen er gået hurtigere end i de foregående sæsoner."
Mikkel Rask debuterede i sæsonen 2020/2021 og har siden da spillet 230 kampe for Energy, scoret seks gange og er i alt noteret for 35 point. I den seneste sæson scorede den unge back tre gange og blev noteret for 10 point. Endelig har Mikkel Rask repræsenteret Danmark ved et U20-VM.
"Backs har ofte pucken og må derfor påtage sig et stort ansvar. Det betyder, at udviklingen til en ligaback er en lang proces, som tager tid. Men jeg glæder mig over, at jeg i stigende grad selv kan mærke progressionen i min udvikling.
Jeg håber på fortsat at blive mødt med tillid af trænerteamet. Jeg vil gerne videreudvikle min defensiv. Jeg vil gerne øge min hurtighed og blive hurtigere og mere sikker i min omgang med pucken. Jeg er jo fysisk stor, så måske er der et ekstra behov for at arbejde med hurtigheden", slutter Mikkel Rask.