Ønsket om luftforandring var en tungtvejende årsag til Anders Poulsens ganske opsigtsvækkende skifte til Oberliga Süd

Anders Poulsen og Herning Blue Fox skilles "som gode venner". Men parterne kunne ikke blive enige om en forlængelse, og så bad Poulsen sin agent om at afsøge muligheder i udlandet. 

Det fortæller Herning Folkeblad, der har talt med den nu tidligere Blue Fox-spiller, der skifter Blackhawks Passau i den tredjebedste tyske række, Oberliga Süd.

En sportsligt skridt nedad, hvilket Poulsen også erkender, men samtidig et eventyr, som den tidligere danske landsholdspiller lige nu havde brug for at afprøve.

- I den tredjebedste liga i Tyskland er der kun tilladt to udlændinge per klub, så klubben har til hensigt at give mig en stor rolle på holdet, som består af mange unge spillere. Det ansvar og forventningspres tiltaler mig. Med min erfaring skal jeg gå forrest og vise vejen, siger Poulsen om sin rolle i Passau, hvor man er begejstret over at få danskeren på holdet. 

- Vi glæder os til at se en spiller af Anders Poulsens kaliber i Passau. Fans og tilskuere kommer til at se en angriber af høj teknisk kaliber og med megen erfaring. Anders er en absolut leder og kan gøre en forskel. Vi har kigget meget grundigt på markedet for at finde de to importspillere, og det har været vigtigt for os at besætte de to pladser med spillere af højeste kaliber. Det er definitivt lykkedes med indkøbet af Anders Poulsen, siger sportschef Christian Zessack til klubbens hjemmeside. 

- Jeg har endnu ikke selv været i Passau, men jeg har googlet mig til indtryk, og klubben har sendt mig billeder fra byen. Det ser rigtigt hyggeligt og flot ud. Jeg ved, at der er et stort universitet, teatre, kulturliv og en del restauranter og cafeer, siger Anders Poulsen til Herning Folkeblad. 

Han glæder sig til fuld fokus på ishockeyen, samtidig med, at han altså udenfor banen kan få en helt ny oplevelse - og i øvrigt komme til at opleve andet end de klassiske otte "modstanderhaller" i Metal Ligane. 


Ny fanzone: Odense Bulldogs lancerer Carlsberg Corner KABANOV skriver under på en treårig kontrakt i Aalborg