Tidligere Aalborg-spiller er den ene af to forstærkninger for resten af sæsonen

Nok er Odense Bulldogs suverænt sidst i Metal Ligaen, men det forhindrer ikke fynboerne i at forsøge at få noget godt ud af den resterende del af sæsonen.

Ind kommer nemlig et par nordamerikanske forstærkninger, den ene endda kendt i dansk ishockey. Det er Jack Walker, der i sidste sæson spillede i Aalborg, hvor han blev afskediget igen kort inde i sæsonen.

I Aalborg lavede den lynhurtige Walker to point i 15 Metal Liga-kampe, men gjorde dog i glimt et lidt bedre indtryk i Aalborgs CHL-kampe. Walker har i denne sæson spillet ECHL i Kansas City, hvor han har opnået respektable 16 point i 25 kampe.

Den anden nye mand er Sam Povorozniouk. Han har ligeledes europæisk erfaring og spillede i sidste sæson for Kassel Huskies i DEL2, hvor han lavede 28 point i 45 kampe. I indeværende sæson står han med 11 kampe og 10 point i Norfolk i ECHL. 

Sam Povorozniouk er ligeledes amerikansk og ligesom Jack Walker en ung spiller på blot 24 år. 

Odense Bulldogs skriver følgende:

På vegne af sportschef Henrik Benjaminsen kan vi hermed meddele, at Odense Bulldogs har skrevet kontrakt med den amerikanske center Sam Povorozniouk og den amerikanske wing Jack Walker for resten af sæsonen. Både Sam og Jack kommer fra et ophold i den amerikanske ECHL liga hos henholdsvis Kansas City Mavericks og Norfolk Admirals.

Med Sam og Jack på holdet lukkes det hul, som opstod efter Riley Bourbonnais blev solgt til Sverige samtidig med, at holdet tilføres en ekstra udenlandsk forward i forstærkning.


Rødovre-eufori efter straffeslagssejr over SønderjyskE TV2 SPORT KLAR med jysk klassiker i aften