Vestjyderne demonstrerede klasseforskel mellem top og bund i Metal Ligaen i aftenens kamp

Esbjerg Energy – Odense Bulldogs 8–1 (2-0, 5-1, 1-0) Esbjerg tog tirsdag aften en knusende sejr på hele 8-1 hjemme mod Odense. Sejren blev især grundlagt på en anden periode, hvor Odense gik helt ned. Mens Esbjerg for alvor trak fra på måltavlen, så endte det med en sur aften for gæsternes backup-keeper Aphiwat Sengthaisong Iversen, der afløste Tadeas Galansky efter små fire minutter.

Gæsterne kunne til aftenens kamp stille i stærkeste opstilling, mens Esbjerg måtte undvære Jannik Christensen. Forud for kampen blev klubikonet Sune Hjulmand hyldet for imponerende 700 kampe i Esbjerg-trøjen.

Esbjerg tog føringen uden at imponere

Selvom tempoet fra kampens indledning ikke var voldsomt imponerede, så tilkom værterne alligevel et par muligheder tidligt i kampen, hvor både Christian Wejse, Brady Shaw og Rasmus Bjerrum med kort interval forsøgte sig på Galansky.

Et halvt minut efter ovenstående Esbjerg-muligheder trak gæsterne kampens første udvisning, da Lukas Lundvald måtte til afkøling for en slashing. I power playet der fulgte i kølvandet på udvisningen havde Esbjerg pucken helt inde på stregen, hvor Galansky dog fik smidt sig oven på den i sidste øjeblik. Dermed fortsat 0-0 på tavlen.

I forbindelse med næste Esbjerg-afslutning så Galansky umiddelbart ud til at miste en skøjteklinge og måtte derefter lade sig udskifte med Aphiwat Sengthaisong Iversen, der stod resten af kampen for fynboerne. Om Galansky også fik pådraget sig en skade i denne forbindelse tør undertegnede ikke at sige, men Galansky var i hvert fald selv i stand til at gå i omklædningsrummet – men vendte altså ikke tilbage; hverken til isen eller fynboernes bænk.

Minuttet efter udspillede der sig en mindre batalje inde foran gæsternes mål, hvor Andreas Grundtvig og Brandon McNally begge fik en udvisning for roughing. McNally fik dog brokket sig til endnu en udvisning og Esbjerg kunne dermed forsøge sig i power play igen.

Vestjydernes overtalsspil lod dog meget tilbage at ønske ved denne lejlighed, hvor den klart største chance under fem mod fire-spillet faktisk var til Odenses Sebastian Ehlers, der på et giftigt break away-forsøg var tæt på at bringe gæsterne i front i undertal. Helt ufortjent ville det ikke have været, da Esbjerg sjuskede og spillede ukoncentreret på dette tidspunkt i kampen.

En udvisning for forsinkelse af spillet gav igen Esbjerg chancen i overtal efter ni minutters spil, men heller ikke denne gang skulle det lykkedes for Esbjergs ellers normalt så stærke power play at slå til.

I det 12. minut leverede Thomas Lillie kampens måske bedste redning, da han efter en lynhurtig forflytning fik benskinnen i vejen for en afslutning tæt under mål fra Lukas Lundvald, der var blandt gæsternes mest fremtrædende denne aften.

Dog skulle der en solopræstation til, for at Esbjerg fik hul på bylden. Den store back Wiley Sherman tog sagen i egen hånd efter 13 minutters spil og efter et par fikse driblinger kunne han skære ind i banen og fra udkanten af slottet smækkede han pucken op i nettaget til 1-0. Ganske effektivt.

Fire minutter senere formåede Esbjerg at fordoble føringen. Igen var det en back der tog initiativ, da Simon Grønvaldt fra blue line udnyttede trafikken foran gæsternes mål, til at sende pucken på kassen. Her fik Valdemar Ahlberg formentligt en stav på tæt under mål. Pucken strøg i hvert fald op i hjørnet til 2-0.

Fynsk ophørsudsalg resulterede i vestjysk målrus

Esbjerg chok-startede i anden periode, hvor man gik fra 2-0 til 4-0 på blot ti sekunder, kun godt et minuts penge inde i perioden. Først var det Adam Cracknell, der blev sat op af Davis Vandane og pucken var knapt nok smidt igen, før Rasmus Bjerrum havde fundet Brady Shaw, der tæt under mål fandt plads ved fjerneste stolpe.

Et halvt minuts penge efter Esbjergs fjerde mål havde Oliver True en chance af de helt store, da han brændte en friløber på Thomas Lillie. Jo der var i for alvor kommet liv i kampen.

Men trafikken blev også til stadighed mere ensrettet. Alt foregik således efterhånden i gæsternes zone nu, hvor Esbjerg sad på det hele. Måske var det det store spillemæssige overtag der gjorde, at Esbjerg kom til at tage for let på tingene, i hvert fald fik man foræret gæsterne en stor chance efter syv minutter, hvor Dale Mitchell og Mike Hammond kombinerede sig uproblematisk igennem de vestjyske forsvarsværker, men det blev i sidste ende for ”fint” og chancen løb ud i sandet. Mitchell tog dog hurtig revanche, da han få sekunder senere reducerede til 4-1.

Esbjerg slog dog tilbage 43 sekunder senere, hvor Charles Corcoran splittede gæsternes defensiv fuldstændigt, inden han serverede pucken på et sølvfad for Cam Knight, der usvigeligt sikkert øgede til 5-1.

Fem minutter senere blev det også 6-1 til Esbjerg, da Rasmus Bjerrum foran gæsternes mål pillede pucken fra en modløs Odense-back, hvorefter skiven omgående blev svirpet op over skulderen på Sengthaisong Iversen.

Odenses defensiv synes at have slået op i banen og med tre minutter tilbage af perioden nettede Brady Shaw igen, da han med sit andet mål i kampen gjorde det til 7-1. Nu var det hele blevet for meget for gæsternes Dale Mitchell, der lige efter Esbjergs mål til 7-1 uden held forsøgte at indlede et slagsmål med Christian Wejse.

Cracknell og Nielsen lukkede kampen; frigjort Odense-hold fik oprejsning

Tre af Esbjergs bedste: Davis Vandane, Adam Cracknell og Søren Nielsen lukkede og slukkede kampen endegyldigt et minut inde i tredje periode. Vandane fandt Cracknell tæt under mål, hvor canadieren sagtens selv kunne have afsluttet, men uselvisk valgte en baghåndspasning til Søren Nielsen, der blot skulle sætte bladet på, for at udbygge den vestjyske føring til 8-1.

Resten af tredje periode var mest af alt en formsag. Kampen var for længst afgjort og skal man se positivt på det fra gæsternes side, så kunne man nu spille helt frigjort, hvilket så ud til at behage Odense ganske godt. I hvert fald fik man lidt bedre gang i spillet og vandt tilmed skudstatistikken i den sidste periode.

Så selvom de sidste 20 minutter mest af alt var en ”transport-periode”, så fik Odense leveret en livlig omgang ishockey, hvor man også kom frem til en 3-4 gode chancer. Men enten manglede skarpheden eller også kom Thomas Lillie i vejen.

Lukas Lundvald var blandt de få lyspunkter hos Odense denne aften, hvor især Adam Cracknell var iøjefaldende hos Esbjerg, hvor der også var plusser i karakterbogen til især Rasmus Bjerrum, Davis Vandane og Brady Shaw.


Eagles fightede sig til tre fortjente point mod Aalborg Herning måtte bøje sig for velspillende Rungsted