Fynboerne var lige ved at hente point i en kamp mellem to decimerede mandskaber

Rungsted Seier Capital-Odense Bulldogs 5-4 (3-2,1-1,1-1) To hold ramt hårdt af skader og karantæner var på plads i Bitcoin Arena i eftermiddag, hvor Odense Bulldogs ikke engang kunne stille tre hele kæder til kampen mod de forsvarende mestre, der havde mistet endnu en mand i Rasmus Andersson, der blev skadet i Vojens fredag aften.

Odense kæmpede med næb, klør og en Riley Bourbonnais, der hælder point ind for øjeblikket, men igen forgæves, for nøjagtig som i de to holds sidste møde i Rungsted, blev fynboerne snydt til sidst for point.

Ingen ringere end Joachim Holten Møller blev såmænd den uventede matchvinder, da han dukkede op ved bageste stolpe med 10 minutter igen og scorede et af sine ganske sjældne mål.

Denne gang blev det afgørende. Nikolaj Rosenthal var første målscorer, da han hamrede pucken i fjerneste hjørne, første gang, Rungsted var i offensiv zone.

Hjemmeholdet pressede, men ud af det blå fik Yannick Vedel udligne sikkert efter et koks i Rungsteds forsvar. Målene væltede ind i de første 20 minutter, der ligesom resten af kampen ikke var præget af specielt struktureret spil.

To gange lynede Rungsteds førstekæde, mens Jon Lee-Olsen droppede på et Martin Larsen-skud. 3-2 efter 20 minutter.De to hold delte scoringer i anden periode.

Marcus Olsson og Riley Bourbonnais scorede, og den lille 23’er fra Odense er i den grad blomstret op efter trænerskiftet. Dog har Odense stadig sit første point til gode efter at Mark Lefebvre er kommet ind som chef.

Stolpeskud i begyndelsen af tredje periode til fynboerne, varslede udligningen, der kom fra Rasmus Simonsen med 12 minutter igen. 4-4 og Odense lugtede point.

Så kom Joachim Holten Møller og afgjorde, men det holdt i den grad hårdt for Rungsted i slutfasen, hvor Bulldogs spillede seks mod fire og kæmpede heroisk.

Jon Lee-Olsen holdt stand, men det holdt i den grad hårdt for Rungsted med at hive de tre point, mens Odense-spillerne kæmpede med alt, hvad de kunne med begrænset mandskab. Det var lige ved at være nok.


VIDEO: Martin Larsen efter Rungsted-Odense Tre spilledages karantæne til Lukas Lundvald Nielsen