Vestjyderne håber, at sponsorerne fortsætter med at bakke op

Esbjerg Energy er som alle andre klubber også ramt stenhårdt af følgerne af Coronavirussen og det aflyste slutspil. Derfor appellerer vestjyderne til fortsat opbakning i en skrivelse, som er sendt ud til samarbejdspartnere og presse i dag.

Den lyder således:

Alle rammes i denne tid af den verdensomspændende coronavirus covid-19. Mennesker, virksomheder, det offentlige, kultur- og sport er alvorligt berørte.

Indenfor vores hockey-verden er sæsonen 2019/20 lukket ned uden vinder og uden de intense slutspilsoplevelser i en fyldt Granly Hockey Arena, som vi alle elsker.

Det betyder store udfordringer, som ejerkredsen og organisationen arbejder målrettet på at løse, og vi har fortsat en ambition om, at Esbjerg Energy skal være en del af toppen i dansk ishockey. Det fortjener vores loyale og trofaste sponsorer. Det fortjener Danmarks flotteste isarena. Og det fortjener vores fantastiske aldrig-svigtende fans.

Vi har allerede modtaget mange tilkendegivelser fra små og store sponsorer samt øvrige støtter, som ønsker at bidrage i denne meget specielle situation. Vi er dybt afhængige af alle bidrag og meget taknemmelige. I den kommende tid vil alle sponsorer og samarbejdspartnere blive kontaktet omkring fremtiden for ishockeyen i Esbjerg.

Samtidig kigger vi også sportsligt fremad, så vi igen kan mødes i Granly Hockey Arena til store fælles oplevelser.


Rungsted sælger støttebilletter i en svær tid Frederikshavn: Slutspilsbilletter og trøjeauktion