Oliver Trues positive udvikling i denne sæson belønnes nu med en kontraktforlængelse hos fynboerne

Oliver True har sat sin underskrift på en etårig kontraktforlængelse med Odense Bulldogs.

Det skriver Bulldogs på sin hjemmeside. 

Den 21-årige forward er i gang med sin tredje sæson i Odense Bulldogs og i denne sæson har Oliver True for alvor slået sit navn fast og taget et stort skridt fremad i forhold til sin sportslige udvikling med et højt og stabilt præstationsniveau henover sæsonen.

Med foreløbigt 35 kampe spillet i Metal Ligaen har den unge forward skudt sig ind på en top-3 på den interne point-topscorerliste med 21 point fordelt på otte mål og tretten assists. Det er dermed også Oliver Trues suverænt mest point-producerende sæson hidtil, som nu sikrer ham en kontraktforlængelse i klubben.

- Det er glædeligt, at vi nu har sikret endnu en del af fundamentet til vores danskerstamme i den kommende sæson. Oliver True har udviklet sig meget positivt i denne sæson og med sin fortsat unge alder rummer han et talent, der skal bygges videre på, så han kan fortsætte sin udvikling i klubben, siger Odense-direktør Ole Nielsen om forlængelsen. 

- I denne sæson har jeg taget et stort skridt i min udvikling, så da muligheden for at fortsætte udviklingen i Odense opstod, var jeg sikker på, at det var det helt rigtige for mig. Ole (Nielsen) har skabt et stærkt fundament i klubben og med en træner som Paul (Thompson), der formår at få det hele til at gå op i højere enhed, har de begge spillet en stor rolle i min beslutning om at forlænge med klubben, siger Oliver True. 

- Målet om at få Odense tilbage i slutspillet er lykkedes i denne sæson og jeg ser derfor frem til at fortsætte rejsen sammen med resten af holdet, hvor vi i næste sæson skal tage endnu et skridt fremad, lyder det fra forwarden. 

Med kontraktforlængelsen er Oliver True at finde i Odense Bulldogs frem til sommeren 2023.


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Aalborg Pirates Simon Fredriksson er tilbage hos Rungsted Seier Capital