Kampstart 20:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Så er vi virkelig klar med et topopgør i Metal Ligaen.

Ikke blot har vi en kamp mellem nummer et og to, der ligger tæt placeret i tabellen. Begge hold står med 39 kampe, Aalborg har 80 point, mens Herning har 77 point lige efter. Vi har også to mandskaber, der er mere eller mindre skadesfri, så det er en virkelig styrkeprøve, der lægges op til i aften.

Aalborg kommer med en stærk januar måned i baghånden og med flere spiller i absolut topform. Eksempelvis Julian Jakobsen, der i kalenderåret 2023 alene har lavet 17 point (7+10) i 9 kampe. Trevor Gooch følger efter med 12 point i samme periode og Kirill Kabanov er lige nu den spiller i hele Metal Ligaen, der har lavet flest assister. 

I de seneste 10 kampe har han assisteret 10 gange og står med 29 assister i alt i Metal Ligaen. 

Aalborg har vundet de seneste seks kampe og kun smidt to point i slutfasen mod Frederikshavn og Rungsted i den pågældende periode. 

Så Herning Blue Fox kommer på arbejde, men midtjyderne kommer altså også til Sparekassen Danmark Isarena med en vis form i taskerne. Blue Fox har vundet 3-1 over Herlev, 4-1 i Esbjerg og 3-0 hjemme over Rungsted i de seneste kampe og ikke mindst den defensiv, som tidligere på sæsonen har sat sig fast mod Aalborg, har fungeret fremragende. 

- Det ser solidt ud. På onsdag mod Aalborg kan vi vurdere os mod det måske bedste hold. Det bliver sæsonens hidtil vigtigste kamp, og den ser vi selvfølgelig frem til. Vi nærmer os både Final4 og så småt også slutspillet, så det bliver en god test, siger Herning-træner Pekka Tirkkonen til Sportherning.dk. 

Det er netop den primære duel: Hernings defensiv kontra Aalborgs offensiv. Men også den omvendte konstellation er absolut interessant.

Tager Herning tre point i aften har midtjyderne erobret førstepladsen. Alt andet betyder, at Aalborg fastholder topplaceringen. 

Mon ikke der bliver godt fyldt op i Sparekassen Danmark Isarena i aften?

Det forventer vi: Tough topkamp med kamp om enhver centimeter. Det ser helt åbent ud.

Historikken: Efter 7-1 over Esbjerg og 5-1 over SønderjyskE burde Aalborg med stærk hjemmebaneform være klar favorit mod Herning. Men midtjyderne har formået at holde Aalborg på blot to scoringer i to kampe i Sparekassen Danmark Isarena. Seneste opgør endte med en 1-0-sejr til Aalborg, mens Herning vandt den første kamp 3-1. Herning har vundet 4-2 og 2-0 i de indbyrdes kampe i Kvik Hockey Arena. 

Statistikken: Vi har altså matchen mellem nummer et og to også på formbarometeret, hvor Aalborg står med 13 point, Herning med 12 point i de seneste fem kampe. 

Hold øje med: Uhyre spændende målmandsduel mellem George Sørensen og Mac Carruth. Carruth står med 92.43 i redningsprocent, Sørensen med 90.8 og netop udtaget til den danske landsholdstrup. 

Skader/karantæner: Aalborg har i de seneste kampe været uden Nikolaj Carstensen, mens Herning blot har manglet Mathias Bau og den karantæneramte Gordon Ballhorn, der også afsoner i dag. Ballhorn er på tredje af fjerde karantænedag. 

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Frederikshavn-Odense OPTAKT: Herlev Eagles-Esbjerg Energy