Kampstart 19:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Efter SønderjyskE's og Hernings pointtab i weekenden, kan Aalborg nu reelt gå på jagt i kampen om førstepladsen i Metal Ligaen. 

Nordjyderne har tre kampe i hånden i forhold til både SønderjyskE og Herning og kan "i den virtuelle tabel" passere de to konkurrenter i toppen af Metal Ligaen med tre sejre.

Første skridt kan Aalborg tage i dag mod Rødovre på hjemmebanen i Aalborg, hvor Pirates-mandskabet er tung favorit på trods af Rødovres fremgang på det seneste. 

Aalborg kommer nemlig også med fremgang via 1-0-sejre i sidste uge over Herning og Esbjerg. Ganske uvante cifre for Pirates, der plejer at være et højtscorende hold. Men defensiven har været i højsædet på det seneste. 

- Det har været vigtigt for mig at få holdet til at indse, hvorfor vi havde succes i sidste sæsons slutspil. Der lukkede vi omkring ét mål ind per kamp, og det var defensiven, der lagde grundstenen til, at vi vandt mesterskabet, siger Aalborg-træner Garth Murray til Nordjyske.

Hos Rødovre må man konstatere, at udebanestatistikken ikke er særlig festlig. Mighty Bulls har ikke hentet et eneste point vest for Storebælt i indeværende sæson, og det skal der altså laves om på i aften, hvis Sundquists mandskab skal tættere på Herlev, Frederikshavn og Esbjerg lige over i tabellen. Rødovre har pt. 12 point op til Herlev.

Statistikken: George Sørensen har holdt sit mål rent i 141:53 minutter og har dermed 26 minutter op til klubrekorden som indehaves af Peter Hirsch. Spørgsmålet er, om Murray ikke giver Lillie buret i aften. 

Det forventer vi: At Rødovre kommer under pres fra start. Det bliver vanskeligt for Mighty Bulls at hente point i Aalborg. 

Skader/karantæner: Aalborg var senest uden Ben Carroll og Patrick Bjorkstrand mod Esbjerg på udebane, mens Rødovre mod SønderjyskE manglede Alberto Pison. Magnus Boesen (Aalborg), Anton Als og Sebastian Niebling (Rødovre) er med U20-landsholdet til Division IA-VM i Norge. 

Historikken: Seneste møde i Rødovre Centrum Arena blev vundet 2-1 af Aalborg efter overtid. To gange har nordjyderne vundet klart på hjemmebanen, hvor de to hold altså også mødes i aften. 

Hold øje med: Ian Edmondson har spillet stærkt i Aalborg-defensiven i de to 1-0-sejre i sidste uge. Frank Gymer blev månedens spiller i Metal Ligaen for november og krydrede det med en stærk indsats fredag aften mod SønderjyskE. 


Gustav Bågenvik er ny mand hos Herlev Eagles Amerikansk forstærkning til den fynske offensiv