Kampstart 19:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Det er revanchens time for Aalborg Pirates, der senest mod SønderjyskE tabte hele 0-10 i Sydjysk Sparekasse Arena.

En frygtelig lussing, som nordjyderne helst vil glemme alt om, ligesom "opfølgeren" - 1-5 i Herning heller ikke noget, der vil sidde særlig i tungt i aalborgensernes hukommelser, selv om det dog blev bedre rent spillemæssigt. 

Så er det med sikkerhed et stærkt motiveret Pirates-hold, der træder ind i Sparekassen Danmark Isarena i aften. Der er pletter, der skal vaskes og der er spillere, der nu virkelig skal vise deres værd frem mod det kommende slutspil.

Både Lasse Bo Knudsen og Nicolaj Carstensen udgik i Vojens, og Aalborg har taget konsekvensen og hentet to backer: Finske Jimi Jalonen og canadiske Brayden Sherbinin. Det er hver sin spillertype med Jalonen som den mere agile, mens Sherbinin er tungere og mere fysisk. Jalonen spiller stensikkert, mens det på grund af arbejds- og opholdstilladelse er mere usikkert, om canadieren er på plads i aften. 

Er der en, der har brug for en sejr, så er det træner Jens Nielsen, der efter en fornuftig start mod Esbjerg har haft to meget dårlige oplevelser med sit mandskab.

Det har Anders Førster næsten ikke oplevet med SønderjyskE. I hvert fald skal vi helt tilbage til december for at finde det seneste nederlag (3-13 i Esbjerg). Derefter har sønderjyderne bare vundet og vundet og er altså oppe på andenpladsen, dog med en kamp mere end Herning.

Det ser ud til at stemme i Vojens og omegn lige nu, men mon ikke Anders Førster og assistent Stockfisch i den grad har talt med spillerne om at bevare jordforbindelsen. 

Skader/karantæner: Begge hold manglede noget, der lignede en lille håndfuld spillere lige før landsholdspausen, spændende hvor mange spillere, der er blevet klar. 

Det forventer vi: Et Aalborg-hold, der vil komme stenhårdt for at levere en god start mod et SønderjyskE-hold fuld af selvtillid. Det lugter af en tæt kamp.

Historikken: 10-0-sejren til SønderjyskE var nemlig undtagelsen i de to klubbers møder i denne sæson. De fire andre opgør har været helt tætte: Først 3-1 til Aalborg i Vojens, derefter 2-1 til SønderjyskE i Aalborg. Derefter vandt sønderjyderne 3-2 hjemme og 4-3 i Aalborg. To af SønderjyskE's sejre har endda været med overtid.

Statistikken: SønderjyskE står på toppen af alle formbarometre. 15 point i de seneste fem kampe. Rent bord. Aalborg har kun scoret fem point i de sidste fem kampe. For lidt.

Hold øje med: Nikolaj Krag har spillet fremragende på det seneste og fik en fuldt landsholdsweekend med i pausen. Hos Aalborg er det på tide vi for alvor ser en Thomas Spelling, der har det med at tænde til i den sidste del af sæsonen. 

Metalligaen.tv: Har Jesper Larsen på plads i Sparekassen Danmark Isarena. 

 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Herning Blue Fox SLUTSPILSKALENDER: Her er datoerne for de afgørende kampe