Kampstart 17:50 i Granly Hockey Arena

Hva' så, Frederikshavn? Er der noget vildskab, noget tænding og noget "10 procent ekstra i slutspillet" over holdet i aften? Nok var Frederikshavn med langt henne i kampen søndag eftermiddag, men spillet var i Esbjergs hænder og vestjyderne sad tungt på begivenhederne i det meste af dagen. 

Derfor var 4-2-sejren også mere end fortjent og det samme er Esbjergs 2-0-føring i serien.

Frederikshavn har vel alt i alt spillet 30 respektable minutter i de to første kampe, og det ciffer skal gerne fordobles over en kamp, hvis nordjyderne vil forlænge serien til mere end de obligatoriske fire kampe.

Esbjerg har stille og roligt malet på og søndag havde Frederikshavn - mere end fredag - svært ved at tøjle vestjydernes høje pres. Det kneb i flere sekvenser med overhovedet at få pucken over egen blå linje. 

Har Pasanen flere greb i lommen i forhold til kædesammensætning, og kan han få sine nordamerikanere op i gear?

Det er et af de store spørgsmål før kampen i aften.

Skader/karantæner: Et andet er, om Esbjergs backer bliver trætte, hvis besætningen stadig er uden Vinther, Knight og Christensen. Davis Vandane spillede 24 minutter søndag. Frederikshavn manglede Seldrup og Bumagin og om backen Ulander blev skadet eller bænket (4:24 minutter) vides ikke.

Hold øje med: Vi skal også se mere fra frederikshavner-danskeren som Krag og Lucas Andersen, der også lige skal vise, at de har en klasse over gennemsnittet. Rasmus Bjerrum fik scoret i tomt bur efter en tørkeperioder, måske begyndelsen på en bølge for Bjerrum?

Det forventer vi: Et desperat, hårdtarbejdende, disciplineret og tight frederikshavner-hold, der kommer med en ny attitude i forhold til søndag. Det bliver en svær kamp for Esbjerg i aften.

Historikken: Seneste slutspilsserie mellem de to hold i 2018/19. Esbjerg var foran 2-0, men tabte 3-4. En stor forskel: Frederikshavn havde hjemmebane i den tredje kamp.

Statistikken: Mads Larsen og Jesper Jensen er virkelig bærende kræfter hos Frederikshavn. Begge noterede over 23 minutter søndag eftermiddag og er to store katalysatorer. Brady Shaw har ikke scoret i seks kampe og har ikke vist sig frem som normalt hos Esbjerg. Har vestjyderne noget til gode, eller har en scoringskrise indfundet sig hos stjernen på det forkerte tidspunkt? 


Ny investor på vej ind i Odense Bulldogs: Nu skal bøtten vendes ODENSE SKAL HAVE NY TRÆNER: Samarbejdet med Lefebvre ophører