Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

Frederikshavn White Hawks fik sejrsstimen på seks i træk stoppet på kraftigste vis i Vojens søndag eftermiddag.

Nordjyderne tabte hele 2-7 og var bagud 1-7 efter blot en halv time. 

Det haltede i de to første perioder i alle spillets facetter, som Jonas Jakobsen også betonede overfor Metalligaen.tv mellem første og anden periode. 

Den koncentration og nærkampsstyrke som kendetegnede Frederikshavn i sejrsrækken var forsvundet, men mon ikke det bliver et koncentreret White Hawks-hold vi får se i aften igen?

Esbjerg Energy kører rundt i svækket tilstand for øjeblikket og tabte 2-4 i Herning fredag aften. Til sidst kunne vestjyderne ikke stå for det midtjyske pres.

- Jeg vil gerne rose mine egne spillere for at følge game-planen i Herning. Vi spillede som vi skulle, hvis vi med den nuværende trup skulle have muligheder for point i Herning. Jeg kan lide hvad jeg så og det er svært at bebrejde spillerne noget med den nuværende trup.

- På denne tid af året florerer der jo sygdom, og når smitten først spredes i en trup, springer den fra spiller til spiller. Når vi så samtidigt er flere langtidsskadede spillere i truppen, giver det ret god plads på udskiftningsbænken. Det bliver svært at finde rytmen på et hold med mange udskiftninger, siger træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt. 

Om kampen i aften siger Jaspers:

- Mange ting er faldet på plads for Frederikshavn på det seneste. Målmand Tadeas Galansky formår at lukke af og stjæle point fra modstanderne når han kommer i gang. Når kæderne så også finder melodien, er det fantastisk hvad der kan lykkes for dem. Det må vi stoppe.

- Men vi ved, at vi også mod Frederikshavn vil skulle undvære spillere. Vi vil igen have en smal trup. Sidst måtte vi supplere med spillere fra 1. division, da vi spillede i Herning, hvor vi var med til det sidste. Men der var meget vi lykkedes med trods svære odds. Lad os nu se. Måske er nogen raske, så jeg er positiv og optimist før hjemmekampen, siger han. 

Det forventer vi: Som Jaspers betoner, har Esbjerg problemer med skader og sygdom netop nu. Sætter man det sammen med et White Hawks-hold, der formentlig er tilbage i koncentreret form, ligner det en 50-50-kamp, der sagtens kunne ende i overtid.

Skader/karantæner: Frederikshavn var i Vojens søndag med Anton Stenbakken tilbage og havde fuldt hold. Esbjerg Energy manglede i Herning en hel håndfuld spillere: Gordie Ballhorn og Philip Larsen på backerne og Yanick von Bergen, Henrik Mærsk og Frederik Bjerrum fremme i angrebet. 

Hold øje med: Esbjerg Energy-målmand Mathias Seldrup stod formidabelt i Herning, hvor han reddede 47 af 51 Blue Fox-skud. Det var som bekendt ikke nok til point. Galansky havde en anderledes eftermiddag i Vojens, hvor han ofte blev efterladt alene. 21 redninger på 28 SønderjyskE-skud var facit.

Metalligaen.tv: Søren Kaster skal guide dig igennem de 60 minutter i Granly Hockey Arena, der efterhånden er ganske velbesøgt, hver gang Esbjerg spiller på hjemmebane.

Historikken: Esbjerg Energy besejrede i september Frederikshavn White Hawks med 6-2, mens Frederikshavn vandt med 5-3 i oktober. To hjemmesejre. 

Statistikken: Frederikshavn er med 11 point i de seneste fem kampe stadig toer på formbarometeret. Esbjerg Energy står med 9 point for de seneste fem matcher. 

 


GOALSHOW: Se målene fra Rødovre-Herning For tredje gang i sæsonen: Rødovre vandt hjemme over Herning