Sidste sæsons bronzekamp genoplives i aften i Granly Hockey.
Som de fleste ved, var det Odense Bulldogs, der rendte med tredjepladsen i fjor efter en samlet sejr over vestjyderne i den altid omdiskuterede serie over to kampe.
I aften mødes de to hold med vidt forskellige udgangspunkter.
For begge er målet en plads i Metal Final4, og Odense har i den grad skabt sig et bedre udgangspunkt end Esbjerg i det ræs.
Fynboerne smed godt nok en 4-0-føring mod Rungsted i midtugen, men står solidt efter en god sæsonstart.
Det skal dog nævnes, at Odense har spillet på hjemmebane i fire af fem kampe, og at Stefanos Lekkas næsten alene var manden bag sejren i den hidtil eneste udekamp i sæsonen i Vojens.
Så det er en slags lakmus-test for en god sæsonstart for fynboerne i Esbjerg i aften.
Vestjyderne står med et point i fem kampe og en mislykket sæsonstart. Men der er stadig muligheder for et "tidligt comeback" i grundspillet, hvis rytmen kan findes.
Det bliver formentlig med finske Tuomas Vartiainen som ny mand i angrebet.
- Det er jo tydeligt, at vi i de første kampe har haft svært ved at score på trods af mange chancer. Vi har meget spil, men uden mål er det svært at få lukket kampene. Tuomas kommer fra en stærk liga og har vist, at han kan score, så vi har grund til at tro, at han er en del af løsningen på udfordringen med at score mål, sagde træner Jason Jaspers, da Vartiainen blev præsenteret i går.
Hold øje med: Netop Tuomas Vartiainen bliver spændende at følge i aften. Kan han sætte ild i Esbjergs angreb? Hos Odense leverede Gorm Topholt det afgørende moment med to scoringer i straffeslagskonkurrencen. Giver det Topholt ekstra energi?
Det forventer vi: Et Esbjerg-hold, der kommer ud med ild i øjnene og lægger op til en hård fysisk fight med fynboerne. Det bliver tight i Granly Hockey Arena.
Skader/karantæner: Odense var senest uden Oliver True og Rasmus Simonsen, mens Esbjerg senest i Frederikshavn var uden Juuso Walli, Grayson Downing og Sune Hjulmand.
Statistikken: Kæmpe forskel på antallet af scoringer i fem kampe. Odense har sat 23 kasser, mens Esbjerg kun har scoret 10 gange.
Historikken: Esbjerg vandt fire af seks kampe over Odense i den seneste sæsons grundspil. Bronzekampene endte med to sejre til fynboerne. Der blev scoret hele 74 mål i otte indbyrdes kampe mellem de to hold.