Kampstart 20:15 i Granly Hockey Arena

Esbjerg Energy og Granly Hockey Arena har higet efter tilskuere, og endelig i aften sker det.

Vestjyderne tager imod Rødovre Mighty Bulls med kampstart 20:15, og træner Jason Jaspers er forventningsfuld og glæder sig som altid til første match i sæsonen.

- Vi skal gøre mange ting rigtigt. Både på og udenfor isen. Udenfor skal vi leve som professionelle og passe på kroppen. Mindsettet skal på plads og vi skal gøre de rigtige ting, på den rigtige måde. Det handler også om hårdt arbejde.

- Arbejdet skal sikre, at tingene gentages, så de kommer ind på rygraden. Vi arbejder på at bygge videre på spillestilen fra sidste år, men også supplere den med et mere defensivt supplement. Men det bliver spændende at komme i gang, siger Jaspers, der har godt med nye folk i truppen til den kommende sæson.

Det samme har gæsterne fra Rødovre, der har skiftet noget, der ligner et halvt hold frem mod sæsonstarten.

Der er mange spændende navne på Mighty Bulls-holdet, der higer efter revanche ovenpå på en træg sæson i fjor.

- Jeg synes, at vi har haft en god opstart. Vi havde en god teambuilding-tur, hvor vi kom tættere på hinanden uden for banen og hallen, og det har været rigtigt godt for gruppen. Alle har arbejdet hårdt og nu glæder vi os til, at det starter “rigtigt”, lyder det fra Nicklas Carlsen, der er ny kaptajn for aftenens gæster i Esbjerg.

Det forventer vi: En helt åben kamp i Esbjerg, hvor holdene vil føle hinanden på tænderne i første periode. Et godt bud er få mål i kampens første halvdel, hvor defensiven kommer til at være i højsædet.

Hold øje med: Ryan Lowney skal nok skabe liv hos Rødovre – både offensivt og defensivt. Hos Esbjerg bliver det spændende at se, hvordan Philip Schultz klarer sig mod sine tidligere makkere fra Rødovre.

Statistikken: Esbjerg havde Davis Vandane, der snittede omkring 25 minutter pr. kamp i sidste sæson. Hvem kommer og overtager hans rolle? Hos Rødovre var Trevor Cheek topscorer i grundspillet i fjor med blot 37 point. Hvem når 40 point – eller måske 50 – i denne sæson?

De indbyrdes kampe: 21-7 eller godt og vel 7-2 i snit. Det var det samlede resultat af kampene i Granly Hockey Arena mellem de to hold i fjor. Rødovre skal vende den trend.


CHL: FREMRAGENDE RESULTAT af de danske mestre i Ukraine FØR SÆSONEN: Esbjerg Energy