Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

En enkelt kamp er på programmet i dag i Metal Ligaen. Esbjerg Energy tager imod Rungsted Seier Capital, og begge hold kommer til kamp med vidt forskellige oplevelser fra den seneste match.

Esbjerg fik en lussing på 0-7 i Vojens, mens Rungsted på samme tidspunkt holdt målfest med 9-1 hjemme over Herlev og dermed fik stoppet en længere stime af nederlag.

Rungsted har skabt fornuftigt med antal chancer i mange kampe, men har haft vanskeligt ved at konvertere dem til scoring. Mod Herlev i fredags gik der hul på bylden, og Mark Pederson, Rungsted-træneren, der er tilbage på sin gamle hjemmebane, håber naturligvis på, at den tendens fortsætter.

Det var og er igen bemærkelsesværdigt, at så mange mål hos Rungsted bliver scoret af danske spillere. Mod Herlev var otte af ni mål med rød-hvid signatur, en tendens, der har været fremherskende i hele sæsonen.

Der er ikke så meget at sige til Esbjergs situation netop nu. Et nederlag på 0-7 i Vojens er noget som simpelthen ikke accepteres af fans og omgivelser. At indsatsen også var bleg, gør heller ikke omstændighederne mere formildende. Der skal andre boller på suppen.

Skader/karantæner: Med til historien om Esbjergs nederlag i Vojens hører også, at vestjyderne kæmper med skader for øjeblikket. Frederik Bjerrum, Yanick von Bergen, Henrik Mærsk, Frederik Bjerrum og Gordie Ballhorn var ikke med i Vojens. Rungsted havde fuldt hold i kampen mod Herlev.

Det forventer vi: At Rungsted kommer fuld af optimisme, mens Esbjerg lige skal finde sig selv. De to hold spiller ofte tætte kampe. I aften bliver ikke nogen undtagelse.

Historikken: Esbjerg har vundet to kampe over Rungsted hidtil. Begge 2-1 i meget lige opgør.

Metalligaen.tv: Kasper Buch er på plads og guider dig igennem matchen i Granly Hockey Arena.

Hold øje med: Grayson Downing er en nøglespiller hos Esbjerg og han er en af dem, der skal sørge for, at resten af holdet løfter sig. Hos Rungsted viser Lucas Andersen konstant sin målfarlighed og er konstant målsøgende, som han for eksempel viste ved 1-0-målet mod Herlev.

Statistikken: Trods nederlaget til SønderjyskE, står Esbjerg faktisk med 8 point for de seneste fem kampe. Rungsted har på samme antal kampe samlet fire point op og leder altså også efter en stime.


GOALSHOW: Se målene fra Frederikshavn-Rødovre FESTSTEMT ARENA, da White Hawks kom væk fra sidstepladsen