Der er dobbeltopgør mellem rivalerne i syd: Fredag i Esbjerg og lørdag aften i Vojens, og det kan vel næsten ikke være mere spændende i forhold til Metal Final4-pladserne.
Begge hold bejler til en plads i det fine selskab efter et gode perioder.
Esbjerg-træner Markus Åkerblom beskriver weekendens modstander således:
- SønderjyskE spiller med en anden stil end i sidste sæson. Der er kommet en tydelig struktur ind i spillet, de kæmper hårdt for tingene og leverer et stort arbejde på skøjterne. Som hold giver de ikke mange muligheder væk til modstanderne. Holdet er et solidt kollektiv uden de store stjerner, som sammen arbejder for holdet.
- Men vi ved, hvad SønderjyskE vil. Vi står over for en velbeskrevet opgave, møder et hold med tydelig struktur i spillet, og det giver os en mulighed for at forberede os. Nu har vi så fokus på de ting, som vi har gjort rigtigt. Det, vi lykkedes med. Det tager vi med og arbejder ud fra de flotte comebacks, når vi står over for to spændende lokalopgør, lyder det.
Esbjerg kommer fra en 5-2-sejr i Rødovre, hvor Energy vendte 0-2 til sejr, men måtte gennem en stor del af kampen med blot fem backs efter Mikkel Rasks matchstraf. Med Anders Krogsgaard ude har Esbjerg i forvejen været smalt besat på backsiden.
Sønderjyske kommer med fire sejre i de seneste fem kampe og senest en 3-1-sejr over Herlev. Jarid Lukosevicius var tilbage i førstekæden, mens Vaclav Karabacek igen manglede. Fredag mødes holdene for første gang i sæsonen, og allerede lørdag skal de på isen mod hinanden igen i Vojens.
Det forventer vi: To tætte opgør, der sagtens kan ende i overtid. Matcherne mellem de to rivaler har "sine egne love" og er ofte helt uforudsigelige.
Hold øje med: Målmandsduellen mellem Mathias Seldrup og Thomas Lillie. De to rutinerede danskere har begge haft en god sæsonstart. Hvem er skarpest i aften?
Skader/karantæner: Esbjerg Energy: Nicolaj Henriksen, Anders Krogsgaard og Sebastian Skovning manglede senest.
Sønderjyske: Albert Grossmann og Vaclav Karabacek manglede senest.
Kampstart: Se kampen fra kl. 18.55 på DirekteSport
Kommentator: Søren Kaster