Klokken 18 kommer det til at syde og boble i Granly Hockey Arena, når Esbjerg og SønderjyskE tørner sammen i en yderst vigtig kamp i forhold til Metal Final4. Begge hold har klare ambitioner om at komme med blandt de fire hold, der skal dyste om den lille pokal, og begge hold er klar over, at man med en sejr i ordinær tid kan give konkurrenten en ordentlig mavepumper i kampen om at komme med.
Der er næppe heller tvivl om, at både Esbjerg og SønderjyskE med to flotte arenaer har interesse i at arrangere Metal Final4, skulle det komme så vidt, at de kvalificerer sig.
Kigger man på pointsnittet for de to mandskaber, er Esbjerg på fjerdepladsen (1,67 point) og SønderjyskE femmer (1,50 point), så der ligger de også lige omkring stregen.
Så vi taler om en tidlig kamp med slutspilsagtig atmosfære, og der har været rigtig godt gang i billetsalget i det vestjyske, hvor der forventes godt med tilskuere klokken 18.
Esbjerg gav tilskuerne sult på mere med en fremragende hjemmekamp mod Herning for en uge siden, og den offensive spillestil kombineret med stor kreativitet giver underholdning, når Energy spiller – måske lidt mere end Jason Jaspers ønsker det. Træneren har et ønske om en lidt mere stram tilgang til det defensive arbejde, så Esbjerg ikke skal score fem-seks mål for at vinde kampe.
Kale Kerbashian har vist sig stærk, siden han kom tilbage fra sin skade, og både Felix Scheel og Søren Nielsen har virkelig gang i produktionen og deler førstepladsen på Metal Ligaens topscorerliste pt.
SønderjyskE spillede – trods fraværet af en hel kæde – en meget flot kamp i CHL mod Rögle, hvor ikke mindst arbejdsindsatsen var helt i top. Det er og har altid været grundlaget for Mario Simionis ishockeyhold, og hvis sønderjyderne ”møder op” i aften, så tegner det til en tæt kamp.
Hold øje med: Jeff King har været fremragende for Esbjerg og mangler bare at score sit første mål for at krydre en flot åbning på sæsonen. Hos SønderjyskE har kaptajnen Mike Little også en dejlig offensiv tilgang til spillet. De to kan blive afgørende faktorer i aften.
Det forventer vi: En hård tæt fight, hvor der ikke bliver givet ved dørene. Kan sagtens ende i overtid med mere som i det første opgør.
De indbyrdes kampe: Det var 4-3 efter straffeslag til SønderjyskE i det medrivende første opgør i sæsonen mellem de to mandskaber.
Skader/karantæner: SønderjyskE var uden Rasmus Lyø, Mikkel Jensen og Yannick Vedel, Anton Öhman og Anders Biel i CHL mod Rögle. Esbjerg var senest uden Grayson Downing og Sune Hjulmand.
Statistikken: Der er blot scoret 39 mål samlet i SønderjyskE’s otte kampe, mens Esbjergs ni kampe har givet hele 71 scoringer. Bliver det noget midtimellem i aften?