Kampstart 20:00 i Nordjyske Bank Arena

Det er to hold med enorm optimisme, der dukker op i Nordjyske Bank Arena i aften. 

Frederikshavn kommer med hele fem sejre på stribe og en stor glæde hos træner Pelle Hånberg og truppen, mens gæsterne fra Rødovre for et par dage siden spillede noget, der lignede sæsonens hidtil bedste kamp.

Det blev 4-0 over SønderjyskE efter en helstøbt og solid holdindsats. 

Ikke mindst i defensiv zone, hvor Mighty Bulls-spillerne med stor desperation og vilje blokerede skud efter skud og dermed holdt gæsterne fra at score mål. 

William Rørth tog sin første shutout for sæsonen og fik dermed ekstra selvtillid før en kamp i aften, som Rødovre naturligvis går hårdt efter at vinde.

Flere Rødovre-spillere har i hvert fald betonet, at de i begge hidtidige opgør mod Frederikshavn har fornemmet, at Rødovre har været det bedste mandskab.

I aften får Mighty Bulls-mandskabet en chance for også at "markere på resultat" og skaffe mere end det ene point, som Rødovre hidtil har snuppet mod Frederikshavn.

White Hawks leverede også en stærk defensiv indsats mod Rungsted, en kamp, der blev vundet på en tidlig scoring af Aleksander Bumagin og derefter vild kamp i egen zone i store dele af de sidste to perioder.

Også Tadeas Galansky leverede en monsterindsats, nøjagtig som Rørth. 

Hold øje med: Gustaf Berling er brandvarm for Rødovre for øjeblikket. To meget flotte mål mod SønderjyskE i tredje periode. Hos Frederikshavn scorede Bumagin et - godt nok lidt heldigt - mål, men det kan sagtens give en fornøden optimisme til den russiske angriber.

Det forventer vi: To optimistiske mandskaber, der begge går i offensiven. Mon ikke træner Sundquist beordrer sine folk til at afprøve en "kontrolleret offensiv". At overlade initiativet til Frederikshavn er formentlig for satset. 

Skader/karantæner: Frederikshavn fik en ny mand ind i form af tjekkiske Michal Vagner, der kom fra nordjydernes U20-hold. Der er også positive bulletiner fra det nordlige Vendsyssel om Cip og Jakobsen, det har været ude et gode stykke tid efterhånden. Måske forstærker de et i øvrigt formstærkt White Hawks i aften? Rødovre var uden Christian Thunbo og Alberto Pison i kampen mod SønderjyskE, men ellers ved fuld styrke. 

Historikken: Frederikshavn vandt det første opgør i Rødovre i straffeslag, mens det første opgør i Frederikshavn gav nordjyderne en sejr på 4-3 i et tæt opgør, hvor Rødovre faktisk var bedst.

Statistikken: En mand som Jesper Dahlroth er måske ikke super-iøjnefaldende hos Frederikshavn, men trækker alligevel et stort læs med godt 24 minutter pr. kamp for White Hawks. Rødovres mest benyttede mand er Johan Lundgren med lige over 23 minutter pr. kamp. 


OPTAKT: SønderjyskE-Aalborg Pirates OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Odense Bulldogs