Kampstart 19:30 i Nordjyske Bank Arena

Hele White Hawks truppen, organisationen, trænergruppen, de frivillige, og fansene har den seneste uge været hele følelsesregistret igennem. Hverdagen har endnu ikke helt meldt sig i det nordøstlige Vendsyssel, hvor klubbens direktør Henrik Andersen og presseansvarlig Michael Kristensen er blevet bombarderet med henvendelser fra diverse medier.

Nu skal der ses fremad, og i aften er dag et efter den kedelige og uhyggelige episode sidste fredag. For White Hawks har en uges Metal Liga pause været tiltrængt, og spændende er det hvordan holdet kommer ud til kampen i aften. Bliver det afventende, eller kommer de ud med alt hvad de har fra første puck-kast?

Der ligger altså stadig en skygge over Frederikshavn, der får besøg af et friskt Rungsted-mandskab, der kommer direkte fra sæsonens første sejr.

Det var ikke frygtelig kønt, men effektivt, da Rungsted vandt 5-2 over Esbjerg. Backen Juuso Pulli kom ind og stabiliserede defensiven, og Jon Lee-Olsen stod en stor kamp. Får han genvalg i aften?

Hjalmarsson skiftede rundt i kæderne, og det gav også bonus, så mon ikke Lucia spiller sammen med svenskerne igen i aften i angrebet for Rungsted?

Historikken: De to hold mødtes i semifinalen i sidste sæson, og har vandt Rungsted som bekendt 4-2 i serien - og tog den afgørende kamp oppe i Frederikshavn. Inklusive Metal Cup spillede Rungsted og Frederikshavn 12 betydende kampe i sidste sæson, og Rungsted vandt ni af dem.

Statistikken: Frederikshavn er svære at score imod på hjemmebane, hvor White Hawks har holdt buret rent i to af tre kampe. Rungsted har ligaens ringeste defensiv med 19 mål imod i fem kampe. Er Juuso Pulli løsningen på det problem?

Duellen: Tadeas Galansky er ubetinget en af ligaens bedste og mest stabile målmænd. Tjekken skal op mod et Rungsted-angreb, der fik flow i det tirsdag, og de to første kæder ser altså uhyre målfarlige ud hos Rungsted.

Det forventer vi: Svært at vurdere Frederikshavns mentale tilstand. Hvis White Hawks-spillerne ikke er på stikkerne, kan det hurtigt rulle den forkerte vej, hvis Rungsted vel at mærke rammer toppen.

Skader/karantæner: Rungsted uden Mikkel Persson, men altså nu med Juuso Pulli, mens Kristian Jensen altså afsoner første dag af sin meget omtalte karantæne i aften. 

 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls Klarskov: Alle køber ind på trænerens idéer