To hold med brug for og lyst til revanche mødes i eftermiddag i Frederikshavn, hvor hjemmeholdet tager imod Sønderjyske.
Frederikshavn var i en tæt kamp mod Aalborg Pirates, hvor træner Casper Stockfisch efter kampen konstaterede, at det var de dumme fejl, der kostede sejren.
Blandt andet lukkede vendelboerne et mål ind, mens holdet var i overtal og måtte hele tiden rende efter Aalborg, der havde teten i samtlige 60 minutter.
Men der var også lyspunkter fredag aften. Jesper Bank Olesen scorede og Leo Ring viste rigtig gode takter. Aleksi Halme scorede et fremragende mål.
Så der var grund til optimisme trods nederlaget, og det samme gjaldt for Sønderjyske, der spillede fint med mod Odense og havde chancer til at få mindst et point.
- Vi kunne på ingen måde stille spørgsmålstegn ved indsatsen. Spillerne gav alt, hvad de havde og forsøgte alt, men vi skal være lidt stærkere i puckomgangen og lidt skarpere og mere aggressive foran modstanderens mål, sagde Sønderjyske-træner Teppo Kivelä efter kampen mod Odense.
Det forventer vi: To disciplinerede mandskaber, der kommer til at lure på hinanden i kampen om det første mål. Spændende gensyn for mange af Frederikshavn-aktørerne mod deres tidligere klub. Det kan sagtens blive tæt og måske målfattigt i Nordjyske Bank Arena.
Hold øje med: Eric Florchuk har nu en kamp i benene med sine nye holdkammerater. Er det hans tur til at "shine" i dag. Louie Roehl viste fornuftige takter i sin officielle debut. Er det i dag, han scorer sit første mål for White Hawks?
Skader/karantæner: Sønderjyske var uden Jarid Lukosevicius, Albert Grossmann, Hampus Olsson og Vaclav Karabacek mod Odense. De to sidstnævnte kender man ikke status på pt. Frederikshavn havde fuldt hold mod Aalborg, lige bortset fra Mikkel Jensen.
Kommentator: Jesper Larsen kommenterer fra Nordjyske Bank Arena.
Statistikken: Albert Schioldan leverede to assister for Frederikshavn fredag aften, mens Sønderjyske ikke fik en eneste udvisning mod Odense.