Kampstart 19:00 i Nordjyske Bank Arena

Rungsted skal på den lange bustur til Frederikshavn i eftermiddag, hvor de to klubber mødes for første gang i løbet af sæsonen. 

Som mange andre kampe lige nu, så gælder det positionering i forhold til Metal Final4-pladserne. 

Frederikshavn har foreløbig leveret 1,5 point pr. kamp i seks kampe, mens Rungsted står med 1,71 point for syv kampe. 

Den kan hjemmeholdet vende til sin fordel i aften, hvor nordjyderne skal ride videre på en stærk afslutning i Vojens søndag eftermiddag. 

Her blev White Hawks spillet helt i bund i første periode, men arbejdede sig stille og roligt ind i kampen og fremtvang en overtid. Et stærkt stykke arbejde af Pelle Hånbergs tropper, og endnu et bevis på, at der synes at være bund i det arbejde som Hånberg har leveret hidtil i Frederikshavn.

To tætte udekampe i Aalborg og Vojens er ikke ethvert hold forundt.

Rungsted leverede en ganske fin sidste uge med det store comeback i Odense, der "kun" resulterede i et enkelt point og Erik Hjalmarssons mandskab fulgte op med en 5-2-sejr over Rødovre.

Med de mange skader in mente må det betegnes som en tilfredsstillende sæsonstart for sidste sæsons sølvvindere. 

Spændende om David Grubak får lov at fortsætte sin gode stime i buret hos aftenens gæster. Han "gik fra 0-4 til 4-4" i Odense og fulgte altså op med at være den vindende målmand mod Rødovre. 

Det forventer vi: En tæt og jævn kamp mellem det taktisk stærke frederikshavner-hold og et mere teknisk verseret mandskab fra Rungsted. 

Hold øje med: Daniel Trkulja var fremragende i Vojens søndag og den rutinerede svensker er virkelig et godt tilsæt for Frederikshavn. Hos Rungsted er Mattias Persson og Lucas Andersen virkelig godt kørende for tiden og ligger et og to på topscorerlisten.

Skader/karantæner: Frederikshavn skulle mangle Jonas Jakobsen og Jesper Jensen, mens Rungsted formentlig er uden Matt Pompei, Frederik Bjerrum, William Back og Sebastian Bergholt. 

Statistikken: Vi kigger lige endnu engang på topscorerlisten, hvor Mattias Persson står med 13 point og Lucas Andersen med 11 point, mens Trkulja står med 4 point (4+0) for Frederikshavn som øverst i den interne pointliga.

Historikken: White Hawks vandt de to første kampe i fjor, mens Rungsted tog over og vandt de seneste tre matcher. 

 


Trkulja tryllede for Frederikshavn, da Rungsted blev besejret HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herlev-SønderjyskE