Kampstart 20:00 i Spar Nord Arena

Herlev Eagles tager imod Aalborg Pirates i gratiskamp i Spar Nord Arena.

Der kommer med sikkerhed til at blive tryk på i Ørneborgen, for et Herlev-hold i ganske fin form serverede en gedigen forret mod Frederikshavn for et par dage, hvor det blev til en sikker 4-1-sejr.

Ørnene leverede habilt spil - specielt i de sidste 40 minutter - og har næsten altid budt Aalborg op til dans, når de to hold har matchen hinanden i Spar Nord Arena. 

Intensiteten bliver næppe et problem, for det er et revanchesultent gæstehold, der kommer på besøg. Der var ikke særlig stor tilfredshed med leverancen hos Pirates-spillerne i 2-3-nederlaget mod SønderjyskE. 

- Spillet har været til det i mange kampe, men vi mangler helt bestemt at lave nogle flere mål. Hvis du tager de seneste fem-seks hjemmekampe, så mangler vi ganske enkelt at lave mål, siger Pirates-sportschef Ronny Larsen til Nordjyske. 

-Der er stadig en del at arbejde med. Vi virker meget krampagtige lige nu. Det der med bare at slappe af og spille er vi ikke så gode til lige for tiden. Vi er favoritter, hver gang vi spiller hjemme, og det skal vi være bedre til at leve op til, lyder det fra Larsen. 

I aften er det altså udebane for Aalborg. Om det kan løfte Pirates-spillerne vil vise sig fra klokken 20 i Ørneborgen.

Det forventer vi: Et højintenst opgør, der kommer til at være tæt og fysisk præget. Med et Aalborg næsten ved fuld styrke er nordjyderne smal favorit. 

Hold øje med: Energi og mål fra unge Victor Gade hos Herlev senest mod Frederikshavn. Stærkt med en ung knægt på den store scene. Gæsterne fra Aalborg kommer med en Julian Jakobsen, der vil agere med ild i øjnene. Man kunne næsten fornemme Jakobsens irritation ud gennem tv-skærmen efter nederlaget mod SønderjyskE. 

Skader/karantæner: Aalborg har Lasse Bo Knudsen efter endt karantæne, Patrick Bjorkstrand var ikke med mod SønderjyskE, ligesom Matt Salhanys papirer næppe er gået i orden. Herlev manglede Mikkel Skjellerup mod Frederikshavn.

Historikken: Herlev vandt 2-1 efter straffeslag i Spar Nord Arena i det første opgør. Siden har Aalborg vundet 4-2 og 7-2 hjemme i Sparekassen Danmark Isarena. Fjerde opgør altså i aften mellem de to mandskaber.

Statistikken: Herlev er næstdårligste hjemmehold i Metal Ligaen, Aalborg næstbedste udehold. Skal det fortsætte eller skal vi have et brud på den kombination i aften?


OPTAKT: Odense Bulldogs-Frederikshavn White Hawks Racine erstatter Riikola: Ny canadier til Herning-defensiven