For Herlev Eagles er det her noget, der ligner den største kamp siden klubben i 2011 vendte tilbage til Metal Ligaen. Måske skal vi endda længere tilbage for at finde sammenligninger.
Herlev har nemlig ikke været med i nogen semifinale i dansk ishockey siden klubben var i semifinalen i den gamle udgave af pokalturneringen i sæsonen 2004/05.
Og ørnene har heller ikke været i nærheden af Metal Final4 de to gange, pokalen har været spillet i det nuværende format. Eagles har ikke været i en dansk finale siden pokalfinalen i 2002/03, hvor det blev til et nederlag mod Odense i Odense, og i det hele taget skal vi lige netop de der 14-16 år tilbage for at finde et Herlev-hold, der stikker snuden SÅ langt frem, som det er tilfældet lige nu.
At aftenens modstander hedder Rødovre, gør heller ikke kampen mindre spændende og nerveflænsende.
Ikke blot kommer Rødovre formentlig med et hav af tilskuere, der nok skal trække det samlede tilskuertal op på over 1500 mennesker, Mighty Bulls vil med garanti også gøre alt for at vise, at de stadig er storebror i kampene mellem de to naboklubber - og i øvrigt i tabellen, hvor Rødovre med en sejr kun vil være et point bag Herlev.
Det må blive vildt intenst med de forudsætninger. To point eller derover til Herlev, og Patric Weners tropper vil være stensikre på at komme videre. Nederlag til Herlev betyder, at man er afhængig af Frederikshavn-SønderjyskE.
Vi kan altså komme derud, hvor en omgang straffeslag kommer til at afgøre sagerne.
Historikken: Rødovre har som et af få mandskaber lukket fuldstændig ned for Herlev i denne sæson. I det omvendt opgør bankede Rødovre Herlev med sikre 4-1 i en kamp, hvor man slet ikke så førstekæden shine for Eagles.
Statistikken: Og broderer vi lidt videre på den statistik, så er Rødovre måske også det hold, Herlev helst vil undgå at møde netop nu. I de sidste fem kampe mellem de to mandskaber fører Rødovre 15-0 i point. Altså fem sejre i træk.
Duellen: Mon ikke Matt O'Connor er tilbage i Rødovres bur? Bortset fra kampen i Rungsted (5-9) lukker han gennemgående færre mål ind end Jidskog og Herlev-defensiven. Kunne O'Connor være den afgørende faktor i aften? Eller Rørth, hvis han står for Rødovre. Den unge målmand har været fremragende, når han har fået chancen.
Det forventer vi: Intenst, jævnbyrdigt og tæt over 60 minutter - og både på lægterne og på isen. Det bliver en af de store matcher i Herlev i den her sæson - og i Metal Ligaen.
Skader/karantæner: Marko Virtala, Kim Johansson og Kasper Jensen sad ude for Rødovre senest, mens Herlev lige nu kører med noget, der ligner fuld styrke.