Det er vind eller forsvind for Herlev Eagles, der skal forsøge at stoppe Rungsted Seier Capital i at lukke kvartfinaleserien med 4-0 i kampe.

FØR KAMPEN: Det er ikke ovre før den fede dame har sunget i Herlev, der virkelig har givet Rungsted et par fine matcher i de seneste to kampe i kvartfinaleserien.

Det var svært imponerende at være tv-vidne til Herlevs evige jagt på Rungsted i kvartfinalen i tirsdags, hvor gæsterne blev ved og ved med at komme igen, og man havde næsten ondt af Herlev, da Nikolaj Krag-Christensen scorede det afgørende mål i overtid.

For grundspillets nummer otte jagtede i den grad en vending af kampen til absolut sidste sekund, og med 3-0-føringen fra kamp to in mente, må det næsten være en uoverstigelig bakke for hjemmeholdet i aften.

Og så alligevel ikke. For ville der være noget bedre for Herlev-spillerne end at give publikum en sidste skarp hjemmekamp – og måske en sejr – at gå hjem på? 

Der er trøjeauktion, fest, farver og larm i gaden i Herlev i aften, så der er i den grad lagt op til en god hockeyaften. Patric Weners tropper kommer formentlig flyvende ud af starthullerne mod et Rungsted-hold, der må forventes at have fokus på det defensive arbejde i aften.

Nok fører Rungsted serien med 3-0 og har scoret 16 mål, men det må også vække lidt bekymring hos træner Hjalmarsson, at modstanderne har været i stand til at score 10 gange på Thomas Lillie i tre kampe. Det er faktisk ganske pudsigt, at vi på mål imod i serierne finder de to dårligste hold i en og samme kvartfinale.

For tilskuerne er det bare underholdende.  

PROFILERNE: Så måske vi skal pege på solide defensive backs som Holten Møller, Røndbjerg og Fredriksson som markante Rungsted-profiler i dag. Herlev har haft Luis Blak Olsen i topform i slutspillet og i slutningen af grundspillet og “secondary scoring” synes at skulle komme fra ham – eller måske en Emil Møller Rasmussen. 

SKADER/KARANTÆNER: Der virker ikke til at være mange spørgsmålstegn på de to hold – dog synes Herlev nok at må se bort fra Kim Staal, der har været ude i tre kampe nu. 

DET FORVENTER VI: Herlev kommer susende, Rungsted spiller på omstillinger. Og kan Rungsted finde stabiliteten i defensiven og stoppe Herlevs førstekæde, så vinder Hjalmarssons mandskab i aften. Men der ingen tvivl om, at Herlev i den grad vil stritte imod. Som i virkelig stritte imod. 


Bumagin afgjorde i overtiden Rungsted er semifinaleklar efter suveræn første periode i Herlev