Kampstart 19:30 i Kvik Hockey Arena

Så er vi klar til tredje akt af dramaet mellem Herning Blue Fox og Odense Bulldogs. 

De to første finalekampe har virkelig været lovende, ikke mindst fordi de har været så intense og fyldt med fart, tacklinger og mål, så man næsten har fået åndenød og glemt tid og sted. 

Både Kvik Hockey Arena og Spar Nord Arena har været en slags "finalebobler" både fredag og søndag, og nu har vi altså historiens første "back to back"-finalekampe, for der spilles i aften i Herning og i morgen i Odense.

Så nu bliver der i den grad også fokuseret på kræfter og bredde i de to trupper, for de to kampe er et par "udholdenhedsslag" med starttid blot 24 timer efter hinanden - og hvad nu hvis vi kommer i overtid i aften i Herning?

Der er ikke tid til at restituere på nogen måde. 

Som skrevet i en anden artikel her på sitet, spår Olaf Eller, der var medkommentator på kamp to i søndag, at serien bliver mere og mere taktisk, defensiv og fokuseret på at undgå fejl, som kampene skrider frem.

Spændende, om det bliver tilfældet i aften, eller om kampen åbner med et hurtigt mål, som det er sket både i kamp et og to. Det har givet "knald på" lige fra start og en offensiv tilgang fra begge mandskaber.

Herning har haft problemer med det tryk, der er kommet, når Odense virkelig er kommet dybt med tacklingerne i Blue Fox-zonen, men omvendt har Herning været en tand farligere end fynboerne inde omkring målet. 

Og så har vi altså den vigtige målmandsduel, hvor stillingen pt. er 1-1 - sådan overordnet vurderet - og både Odense og Herning har brug for noget ekstraordinært fra henholdsvis Seldrup og Lundström, der også begge virkelig kommer på prøve rent fysisk de kommende to aftener. 

Det forventer vi: En hård og tæt match, der bliver afgjort på små marginaler og tilfældigheder - nøjagtig som det var tilfældet søndag, hvor Herning var skarpest til at udnytte de muligheder, der bød sig.

Hold øje med: Mathias Baus træfsikkerhed kan være nøglen til et Herning-mesterskab. Han er oppe på 93 point i sæsonen nu. Hos Odense har Jonathan Brinkman været fremragende på det seneste. Søndag manglede han lige det sidste gennembrud for at score mål. 

Statistikken: Vi kigger igen på "expected goals" fra den seneste match, og de fortæller, at Odense faktisk underpræsterede. Fynboerne stod med 3,7 forventede mål, mens Herning endte på 2,6. Det vil også sige, at Mathias Seldrup i den grad tog revanche for den første kamp og altså stod over forventning i søndags. Omvendt lod Lundström flere mål gå ind, end Herning havde chancer til.

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster og Jannik Sønderby på plads i Herning for at kommentere matchen i aften. 

Statistikken: Ikke så meget nyt i forhold til istider. Begge trænere bruger stadig alle folk ganske flittigt, og Emil Kristensen og Brandon Estes er de spillere med mest istid. 

Skader/karantæner: Odense har endnu ikke kunnet bruge Michael Prapavessis i serien og manglede ligeledes Kim Nieminen søndag. Herning har Joachim Linnet og Jacob Nordqvist (formentlig) ude, mens Derian Plouffe udgik søndag og blot nåede fire minutter. 


Olaf Eller: Det her kan afgøre den tredje finale