Herning har tjek over Odense og fynboerne har i den grad brug og behov for at bryde den lange stime af nederlag mod midtjyderne, der daterer sig langt tilbage og er blevet cementeret i denne sæson.
Vi skal helt tilbage til 27. september 2019 for at finde den seneste Odense-sejr over Herning. Den var endda i overtid. Og vi skal langt, langt tilbage: 1. oktober 2017 for at finde seneste Odense-sejr over Herning i ordinær tid. Så et lille fynsk kompleks, der kan blive brudt i aften eller i morgen. Hvem ved?
I hvert fald har Odense muligheden i to intense jule/nytårsbrag, hvor alt mere eller mindre kan ske.
Odense kommer fra 2-4 hjemme mod Aalborg, hvor fynboerne ikke var helt tilfredse med de dommerkendelser, der kostede både udvisninger og scoringer til gæsterne, der straffede hårdt i powerplay.
Men kampen var samtidig også en appel til fynboerne om, at der virkelig skal spilles med solid disciplin, hvis Bulldogs skal ind i kampen om top to-placeringerne. Måske er det sidste chance i det regi i aften og i morgen? Derfor er kampene af yderste vigtighed for Bulldogs.
Også for Herning, der virkelig bliver angrebet i kampen om førstepladsen af SønderjyskE og Aalborg. Blue Fox spillede en nogenlunde solid kamp mod Rungsted i onsdags.
Træner Pekka Tirkkonen talte efter kampen om god moral hos Herning-spillerne, der kom fra 0-2 til 2-2 i den ordinære spilletid.
- Nu må vi se torsdag formiddag, om vi lykkes med at få flere spillere klar til kampene mod Odense torsdag og fredag. Det krydser vi fingre for. For samtidig med at vi mangler spillere, så har eksempelvis Brett Perlini jo siddet ude i to måneder og er først lige vendt tilbage. Det siger sig selv, at han ikke er helt tilbage på sit bedste niveau endnu, sagde han til Sportherning.dk.
Skader/karantæner: Simo-Pekka Riikola, Kevin Tansey, Mathias Bau Hansen, Lukas Bang og Mathias From var ude for Herning senest i Rungsted. Odense manglede Henry Hardarson senest mod Aalborg.
Det forventer vi: Et hårdt fysisk slag, hvor Odense naturligvis vil spille på, at Herning har haft mange skader på det seneste. Det betyder måske flere kræfter i længden til fynboerne.
Hold øje med: Mathias Mølgaard er på "hjemis" i Herning trods efterhånden mange sæsoner "ude". Mon ikke han er frisk på at vise sig frem i aften? Kevin Tansey afgjorde den første kamp mellem de to hold i sæsonen og scorede også senest, da de to hold tørnede sammen. Er han ude på noget i aften igen?
Historikken: Herning har vundet de tre hidtidige opgør, der alle har været yderst jævne. 3-2 i Odense, 3-1 i Herning og derefter 4-1 i Odense.
Statistikken: De mange skader har taget hårdt på Herning, der med fem point i de seneste fem kampe er nederst i ligaens formbarometer. Odense har hentet otte point hjem i samme antal kampe.