Kampstart 18:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Det bliver en kamp på marginaler. 

De to kaptajner, Nicolai Weichel og Morten Poulsen var fuldstændig enige, da de i aftes var på scenen til Metal Final4 Media Day, der indledte weekendens store ishockeyevent i den nordjyske hovedstad.

Historikken i denne sæson siger 5-1 til Herning, men næsten uden undtagelser har det været fuldstændig jævnbyrdigt i alle kampe. For Odense var det dog vigtigt at få visket 20 kampe uden sejr mod Herning af inden Metal Final4. Det skete lige nøjagtig i den sidste kamp før fredagens semifinale. 

Vi får en kamp mellem to hold, der begge kan spille solidt fysisk, og der synes altid at være en vis ekstra intensitet, når Herning og Odense tørner sammen. Sådan bliver det formentlig også denne fredag eftermiddag, hvor begge hold vil arbejde på at sætte sig i tung respekt fra kampens første minut.

Der er spændende dueller på stribe. 

Tag nu førstekæden hos Odense med Ehlers, Skvorcovs, Nieminen og de to giganter Salija og Merezhko på backerne, der står overfor Phil Marinaccio, Morten Poulsen og Mathias From med Tristan Pomerleau og Patrick Madsen bagved. 

Det er to kanonkonstellationer og i andenkæden finder vi altså nyligt tilbagekomne Mathias Bau, der står overfor Odenses skarpskytte Jesper Thörnberg. 

Og glem ikke at tætte kampes udfald ofte afgøres af bredden. Her er både Odense og Herning ganske godt besat.

Både Herning og Odense vil hævde, at man har Metal Ligaens bedste målmand. Men både Mac Carruth og Stefanos Lekkas har vel begge haltet lidt indimellem på det seneste. Begge var ilde ude på hver sin måde i tirsdags, Carruth med et drop og Lekkas med fem mål imod inden han blev skiftet ud. 

Omvendt er det også for længst bevist, at både Carruth og Lekkas har et gedigent topniveau, der kan afgøre en match som den i aften. 

Historikken: Herning har vundet fem indbyrdes opgør hidtil. To i regulær tid, to i straffeslag og en enkelt kamp i overtid. Seneste match blev 4-2 til Odense, der dermed tog Blue Fox' skalp for første gang i sæsonen. 

Statistikken: Ingen af de to hold har vundet Metal Final4 i sin nuværende. Herning har finalenederlag i 2018 og i sidste sæson, mens Odense højst har været i Final4-semifinalen. Det blev 0-7 mod Rungsted i 2018. Herning har vundet pokalturneringen syv gange og er "rekordmester", mens Odense har fire titler, den seneste i 2016, hvor det blev til en 4-0-sejr over Frederikshavn i finalen. 

Det forventer vi: Tæt, fysisk slag hele vejen igennem, hvor vi finder klichéerne frem. Det hold, der er bedst i special teams og har den bedste målmand, vinder. Begge hold har store individualister, der kan finde kampen frem og blive afgørende aktører. 

Hold øje med: Det kunne hos Herning være en Andrejs Dzerins, hvis vi henter en af de indtil nu ikke-nævnte frem. Odense har Kristian Jensen som har været meget stærkt kørende i 2023. 

Skader/karantæner: Herning havde Miska Humaloja ude mod Rungsted, mens Odense havde fuldt hold med i Vojens mod SønderjyskE - lige bortset fra Gorm Topholt, der nu er ude af sin karantæne. 

 


VIDEO: VILLIAM HAAG før Metal Final4-semifinalen VIDEO: NICOLAI WEICHEL før Metal Final4-semifinalen