Kampstart 19:30 i Kvik Hockey Arena

Herning er uden sammenligning Metal Ligaen mest formstærke mandskab for øjeblikket.

Midtjyderne har vundet 9 af de 10 seneste kampe – heraf to i overtid/straffe og har altså virkelig fået sat skik over spillet.

Ingen har vel lige i øjeblikket lyst til at ramme Herning i det kommende slutspil, hvis det er den forfatning, træner Cooper sender sine spillere ind til playoffs i. Men der er et stykke vej endnu dertil og Hernings assisterende træner Dan Jensen betoner overfor Herning Folkeblad, at der fortsat skal arbejdes stenhårdt, hvis succesen skal fortsætte.

- Det kan godt være, at det ser lidt nemt ud, men det er jo et resultat af hårdt arbejde til træning hver dag. Alle spillere møder op fulde af gejst og energi. Der bliver arbejdet seriøst med tingene, og det giver heldigvis udbytte også i kampene, siger han til avisen.

I dag får Herning besøg af et Rødovre-hold, der er noget såret efter nederlaget til Odense. Der var ellers pumpet optimisme tilbage i truppen efter et par fine kampe mod SønderjyskE og Esbjerg, men det var ikke nogen flot ishockeykamp i Rødovre Centrum Arena, hvor der ikke var meget, der hang sammen for Mighty Bulls.

Det forventer vi: Der skal altså meget mere til, hvis Rødovre skal true hjemmeholdet i aften, hvor der kræves stor disciplin af gæsterne, der er svært undertippede. Det er vanskeligt at sige andet end at Herning er storfavorit i aften.

Skader/karantæner: Herning spillede i Esbjerg senest uden Morten Poulsen, Jan Dalecky og Brodie Dupont, mens Rødovre mod Odense manglede Matthias Asperup, Nicklas Carlsen, Miro Keskitalo, Kasper Larsen, Matt O’Connor, Jonas Sass, Teemu Virtala og Christoffer Frænell.

Hold øje med: Vi kan næsten ikke nævne Lasse Lassen nok for øjeblikket. 16 mål i 16 kampe opgjorde Herning Folkeblad efter sejren over Esbjerg. Ham skal Rødovre passe på, og der bliver brug for en stærk målmand hos Mighty Bulls hvad enten det er O’Connor eller Rørth, der står.

Historikken: Rødovre vandt 3-0 i de to første kampe mod Herning i sæsonen, men siden har midtjyderne taget over med 4-3 i Rødovre og senest hele 8-0 i Kvik Hockey Arena.

Statistikken: Mens Herning topper formbarometeret for de seneste 10 kampe, kniber det for Rødovre, der blot har fået ni point, hvis man sætter formen i det perspektiv. Her er Mighty Bulls i fare for at blive hentet af bundproppen Odense.


OPTAKT: Odense Bulldogs-Frederikshavn White Hawks OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates