Kampstart 20:00 i Spar Nord Arena

Odense og Herlev står godt til hinanden og det skal nok blive gedigen underholdning, når de to ganske temperamentsfulde mandskaber tørner sammen.

Begge hold har spillet – i klubregi – næsten historisk gode grundspilspoint og placeringer ind og kommer med stor optimisme til en serie, hvor et bredt og ”tungt” Odense-hold altså møder et lidt ”lettere” og ikke helt så bredt Herlev-mandskab.

Omvendt kan man sige, at Eagles i modsætning til i fjor i slutspillet stort set har hele holdet intakt, lige bortset fra kaptajn Daniel Baastrup-Andersen, der synes at sidde ude i aften. Eller vender han tilbage på en sidsteøjebliks-billet?

Skader/karantæner: Odense har formentlig Salija ude, mens vi må vente til en time før kampstart med at finde ud af om Weichel og Diffley spiller ishockey i aften. Hos Herlev afventer vi backerne Skjellerup, Kring og ikke mindst Daniel Baastrup-Andersen. Begge holds angreb er formentlig intakte.

Spændende hvordan de to skarpe hockeyhjerner, Thompson og Wener, sender deres hold på banen. Betingelsesløs offensiv fra Odense? Og hvad med Herlevs 

Historikken: Odense har haft nogenlunde tjek over Herlev i den regulære sæson. Bulldogs vandt de første tre kampe klart, men Eagles er dog kommet tættere på i de tre sidste kampe. En sejr til hver i overtid og en sejr i regulær tid til fynboerne.

Hold øje med: Der en førstekæde hos Herlev og så er der unge danskere med en dejlig attitude. Popovic, Bertelsen og Cubars spiller med selvtillid, holder de også i PO-regi, eller er de stadig for unge? Odense har Igor Merezhko som måske har været Metal Ligaens bedste back i indeværende sæson. Han er vigtig i alle spillets facetter. Og så er der selvfølgelig målmandsduellen mellem Horak og Lekkas – to af ligaens bedste.

Playoff-dyster: En enkelt gang har de to hold spillet bedst af syv. Vi er tilbage i 2004/05-sæsonen, hvor Odense vandt serien med 4-3 – i øvrigt havde Herlev dengang hjemmebanefordel. Men ganske interessant er det, at Herlev både i 17/18 og 18/19 vandt de såkaldte play in-serier. Herlev har dermed vundet de seneste fem knockout-enkeltkampe mod Odense.

Vurdering: Det tunge Odense-hold – på den gode måde – har et spilkoncept og en idé om bare at mase på og kværne modstanderen. Herlev har på den anden side optimisme, friskhed og lethed og en til tider helt ustyrlig A-kæde at komme med. Over syv kampe ligner det en fynsk sejr – ikke mindst på grund af bredden og fysikken.

Mere om serien:
TV2 PLAY-kommentator Michael Damsted om Odense
TV2 PLAY-kommentator Jannik Sønderby om Herlev


Søvsøs analyse: Herning og Aalborg er store favoritter til at ende i finalen OPTAKT: Esbjerg Energy-SønderjyskE