Kampstart 19:30 i VinMedKant Arena

Der var stor skuffelse i Herning-lejren efter nederlaget mod Herlev i fredags, hvor gæsterne ganske ubesværet vandt 6-3 i Kvik Hockey Arena. Mange fejl og dårlig indstilling var forklaringerne på Hernings lille kollaps, og træner Ben Cooper var også ganske skuffet efter kampen.

– Jeg savnede stort set alt. Jeg ved ikke, hvem der spillede derude i aften, for det var ikke os. Vi er et meget bedre hold end det her, sagde han til Herning Folkeblad efter kampen. 

Cooper og hans mandskab går derfor - og ganske naturligt - efter hurtig revanche i Odense i aften, hvor Herning tidligere på sæsonen tabte efter straffeslag.

Det er dog længe siden, og det var dengang, de to hold kæmpede i bunden af tabellen, og som vi ved, er de tider for længst forbi. Odense har ikke vundet i over to måneder og står noteret for en grim række af nederlag, der nærmer sig 20 på stribe.

Juleferien har gjort godt på Fyn, og mon ikke spillerne har haft godt af en pause og har givet hinanden håndslag på at levere noget for publikum i aften?

På den baggrund kan Herning sagtens få en udfordring i aften.

Det forventer vi: Herning går dog ind til kampen som kæmpestor favorit og mon ikke også midtjyderne skraber en sejr hjem fra Fyn? Alle Odense-point fra nu vil være overraskelser. 

Hold øje med: Odense-spillerne må allerede nu kæmpe for pladser på næste sæsons hold, der nok skal ommøbleres noget. U20-landsholdsspillere som Oliver True og Mikkel Jensen er folk, der skal gøre sig til i forhold til en kontrakt efter sommerferien. I Odense eller andre steder. Hos Herning var Jonne Virtanen knust efter nederlaget mod Herlev, og finnen kommer "med 110 i aften" efter al sandsynlighed.

Skader/karantæner: Odense har på det seneste været uden Mike Daugulis, og er altså ligeledes gået af med topscorer Bourbonnais. Desuden var Mikkel Jensen og Martin Larsen ikke med i Frederikshavn senest, hvor Bulldogs kun stillede med nøjagtig tre kæder. Herning mistede Morten Poulsen i kampen mod Herlev. Der var problemer med en læderet finger hos topscoreren. Heller ikke Peter Eg Larsen og Kristoffer Astorp var med hos Herning fredag.

Historikken: Odense tog det første indbyrdes opgør med 2-1 efter straffeslag, mens Herning siden har vundet 7-0 og 3-2 hjemme i Kvik Hockey Arena.

Statistikken: Trods nederlaget mod Herlev kan Herning stadig se tilbage på 11 point i de seneste fem kampe, og dermed en topplacering på det "korte formbarometer". Odense er oppe på 17 nederlag på stribe, inklusive overtidsnederlaget til Herlev i slutningen af oktober. Siden har fynboerne ikke fået point. 


Thomas Spelling melder sig klar til de nordjyske brag OPTAKT: Esbjerg Energy-SønderjyskE