Kampstart 19:00

Vi har en enkelt kamp i Metal Ligaen i aften, og det er med Herning Blue Fox som solid favorit i udekampen mod Rødovre Mighty Bulls. 

Midtjyderne kommer fra en stærk 4-1-sejr over SønderjyskE, hvor det lykkedes at vende bøtten i tredje periode. 

- Alt i alt spillede vi en god kamp, synes jeg. Det er vel stort set kun den kamp i Esbjerg, hvor vi ikke var gode. Nu har vi vundet alle vores kampe på hjemmebane, og vi har vundet fire af de seneste fem kampe, vi har spillet, så vi er godt kørende, lød status fra Herning-angriberen Lukas Bang, der spillede en god kamp mod rivalerne hjemme i Kvik Hockey Arena. 

Han udtalte sig til Sportherning.dk efter matchen, og det samme gjorde Blue Fox-træner Pekka Tirkkonen, der gav følgende status. 

- Det var rart at se, at spillerne denne gang var der fra start, som det er nødvendigt at være mod et god hold som Sønderjyske. Vi kom ud med et helt andet udtryk end få dage før i Esbjerg. Spillerne var parate til at give publikum en god kamp, lød det.

I aften gælder det Rødovre, der kunne se Herlev tabe i går mod Odense. Måske giver det et lille håb i forhold til bundkampen, hvor Mighty Bulls lige nu er otte point efter rivalerne og Frederikshavn. Tre point vil i den grad hjælpe Mighty Bulls til ny tro på tingene.

Senest kommer Rødovre fra to kampe mod Herlev som må have givet en vis optimisme i Mighty Bulls-lejren. Først sejr i Spar Nord Arena og derefter et nederlag i Rødovre Centrum Arena, som sagtens kunne have været undgået, hvis Magnus Sundquists mandskab ikke havde lavet så mange defensive blundere som det var tilfældet. 

Herlev kom simpelthen for nemt til målene i lokalopgøret.

Skader/karantæner: Rødovre uden Alberto Pison, men ellers med det meste af holdet intakt, mens Herning manglede Phillip Marinaccio, Miska Humaloja, Joachim Linnet, Simo-Pekka Riikola og Petter Hansson mod SønderjyskE. 

Det forventer vi: Rødovres chance er måske et afbudsramt Herning-hold (alt efter midtjydernes status i aften), men først og fremmest gælder det for hjemmeholdet om at steppe op i defensiven og stoppe Blue Fox-angrebet og ikke mindst den brandvarme Mathias Bau.

Hold øje med: Mon ikke William Rørth står i buret for Rødovre i aften? Han skal spille sit bedste for at lukke Herning ned. Midtjyderne har Mathias Bau på toppen af topscorerlisten sammen med Matias Persson, men lige efter lurer Brett Perlini, der står med 12 point og har spillet en flot sæson for Blue Fox.

Statistikken: Ganske usædvanligt har Rødovre en angriber med flest minutter pr. kamp. Det er Johan Lundgren, der trækker et stort læs for Mighty Bulls med over 24 minutter på isen pr. kamp. Kevin Tansey har i en tid med mange skader på backerne spillet over 30 minutter for Herning i de seneste to kampe.

Historikken: Herning vandt det første indbyrdes opgør med 7-4 over Rødovre. I sidste sæson vandt midtjyderne to af tre kampe i Rødovre Centrum Arena over Mighty Bulls. 

 

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herlev-Odense Odense tilbage på kurs igen, Herlev Final4-presset