Det her kan godt blive en livlig affære.
Rødovre skøjteløbere krydret med nordamerikansk og finsk snit mod Odenses "kværn" med fire tunge kæder, der ser ud til at køre modstanderen træt som kampen skrider frem.
Sådan var det eksempelvis i Herning, hvor Odense gik fra 0-2 før tredje periode til en sejr i straffeslag og sådan var det i tirsdags mod Esbjerg, hvor Odense var bagud 2-3, men fynboerne sad fuldstændig på begivenhederne i de sidste 60 minutter og fik drejet begivenhederne til en sejr på 4-3 over vestjyderne.
De fynske hunde har fået en fremragende sæsonstart med 14 point i fem kampe, og Bulldogs har støt kurs mod Metal Final4 med et bredt hold og brug af fire kæder - nøjagtig som i fjor, hvor kræfterne som bekendt først slap op i kvartfinalen mod Herlev.
Rødovre er lig med underholdning og masser af mål.
Lige bortset fra 3-1-sejren i Frederikshavn har Mighty Bulls-kampene været rene målfester, og man lægger naturligvis mærke til Sami Moilanen, der har skudt sig til tops i pointligaen med 12 point (4+8).
Det ser i det hele taget ud til, at træner Olaf Eller har "skudt papegøjen" med indkøbet af Moilanen og Magee.
Hold øje med: Rødovre-målmanden - om det så er Grubak eller Rørth (vi gætter på sidstnævnte) skal være i form, hvis Rødovre skal hente point i aften mod et Odense-mandskab, der havde Kristian Jensen i fin form (to mål) tirsdag mod Esbjerg.
Statistikken: Stor forskel på de to holds forsvar: Rødovre har lukket 25 mål ind i fem kampe, mens Odense nøjes med 13 mål imod i fem kampe.
Skader/karantæner: Odense stadig uden Alberto Pison, mens Rødovre senest manglede Kyle Hallbauer, Frank Gymer, Alex Haunstoft og Niclas Krarup i 2-6-nederlaget mod Esbjerg for en uge siden.
Det forventer vi: Som skrevet ovenfor - en ordentlig omgang underholdning mellem to hold, der gerne vil spille fremad. Det er slet ikke umuligt, at det bliver endnu en "Rødovre-målfest" i aften.
Historikken: Odense var slet ikke Rødovre kop the i sidste. Fynboerne vandt samtlige seks kampe og har otte sejre på stribe mod Rødovre i de seneste otte kampe de to klubber imellem.