Kampstart 19:00 i Rødovre Centrum Arena

Det er et optimistisk Rødovre-mandskab, der går ind til sæsonpremieren mod SønderjyskE i aften i Rødovre Centrum Arena.

Træner Magnus Sundquist er med egne ord i gang med at skabe en proces, der både skal bygge mange unge spillere op, men også bygge en kultur, der på sigt skal føre Rødovre opad i tabellen igen.

Mighty Bulls er i de seneste fire sæsoner sluttet som nummer 7, 8, 8 og 9 i grundspillet og med blot 0.79 point i gennemsnit i grundspillet i sidste sæson leverede Rødovre sit dårligste gennemsnit i "tre-points-æraen" i dansk ishockey - altså de sæsoner, hvor der har været uddelt tre point pr. kamp. 

Det skal naturligvis forbedres i denne sæson og en hjemmekamp i aften mod SønderjyskE er et godt pejlemærke for Mighty Bulls. Rødovre tog i øvrigt også imod SønderjyskE i premieren i sidste sæson, og dengang vandt Mighty Bulls med 2-1. 

Sundquist har talt godt om sine "spillende backer" i forsæsonen, og det skal blive spændende at se, hvordan Mighty Bulls får bygget spillet op i aften. 

Her møder de et klassisk SønderjyskE-hold, der som altid går nordamerikansk-inspireret ind til kampen. Mario Simionis lyseblå tropper kommer i denne sæson med større fysik. 

- Rødovre har et ungt og sulten thold, men man skal ikke tage fejl af dem. De har spillet tætte kampe imod et par hold fra Allsvenskan og selv om de tabte, så spillede de en god kamp imod Brynäs fra SHL, siger SønderjyskE-træner Mario Simioni til klubbens hjemmeside. 

- De er altid farlige og må aldrig undervurderes samt på deres hjemmebane vil de helt sikkert komme blæsende ud af starthullerne, så for vores vedkomne gælder det om at være klar fra start. I kampen i fredags imod Esbjerg, kom vi ikke ordentligt ud til første periode, men formåede at vende kampen – det kan man ikke regne med at gøre i hver kamp, så derfor er et af fokuspunkterne at være klar fra første puckdrop, siger han. 

Skader/karantæner: SønderjyskE gik til premieren mod Esbjerg uden Alex Lavoie og Mathias Borring og fylder for øjeblikket på med et par unge spillere fra sidste sæsons talentfulde U17-hold. Rødovre har Alberto Pison og Lasse Carlsen og også William Rørth sidder udenfor, skriver klubbens hjemmeside. 

Det forventer vi: At Rødovre kommer flyvende ud fra start i forsøget på at overrumple gæsterne. SønderjyskE dog smal favorit efter en god ligastart i fredags.

Hold øje med: Vi har fidus til finske Frank Gymer hos Rødovre, der skal levere varen på et Rødovre-hold med mange unge aktører. Hos SønderjyskE har Charlie Combs allerede spillet sig ind som både målscorer og publikumsyndling. Kan han fortsætte den trend?

Historikken: Rødovre vandt som skrevet den første indbyrdes kamp mod SønderjyskE i fjor. Derefter gik det galt. SønderjyskE vandt de næste fem kampe med 15-0 i point og 26-3 i målscore.

Statistikken: 25 redninger til Henriksen mod Esbjerg og dermed 96 i redningsprocent. Får han genvalg i aften? Rødovre kommer formentlig ind med Magnus Wulff på målmandsposten i Rørths fravær. Wulff stod med 91.9 i sine to kampe for Mighty Bulls i sidste sæson. 

 

 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates Ingvordsen kommer ind som ekstra Rødovre-målmand