Kampstart 19:00 i Bitcoin Arena

Efter en lang Europa-udflugt med både hjemmekampe og udekampe mod Donetsk og Klagenfurt, vender Rungsted tilbage til hverdagen i Metal Ligaen for en stund, og det bliver med en ny udgave af premieren mod Herlev. 

Det er 14 dage siden, at de to hold mødtes i en yderst målrig kamp som Rungsted endte med at vinde 6-5. Mest fordi et stærkt spillende Herlev-mandskab selv smed sejren væk, da Daniel Baastrup-Andersen tog en ærgerlig fem minutters-udvisning i slutfasen.

Herlev viste altså, at man kunne følge med de danske mestre, og det skal blive spændende at se, om ørnene kan presse Rungsted igen.

Eagles kommer fra en flot, disciplineret kamp mod Aalborg søndag eftermiddag, hvor en stram indsats og evnen til at slå til på det rette tidspunkt gav pote med en 2-0-sejr. 

Aftenen forinden stod Rungsted for en lige så flot leverance i 4-3-sejren over HC Donbass fra Donetsk-regionen i Ukraine.

Mange af de unge Rungsted-spillere har fået værdifuld spilletid i fraværet af Hardt, Hetta og Persson og de danske mestre ligner ikke et hold, der har tænkt sig at se sig tilbage i denne sæson.

Hold øje med: Klassemål af Matthias Asperup, da kampen mellem Herlev og Aalborg skulle afgøres søndag. Hos Rungsted er Morten Jensen stadig en gigantisk arbejdshest. Klart mest istid i CHL-kampene.

Det forventer vi: Det kan sagtens blive en tæt kamp i aften, hvor et disciplineret Herlev-hold vil forsøge at holde scoren nede. Rungsted smal favorit på hjemmebane.

Skader/karantæner: Herlev havde sine coronaramte tilbage igen mod Aalborg søndag, mens Rungsted altså stadig har måttet undvære trioen Hardt, Hetta og Persson. 

Statistikken: Kyle Osterberg har fået en god start for Herlev med fire point på kontoen, mens Rungsteds Nikolaj Rosenthal er CHL-topscorer for de danske mestre med sine fire assister. 

De indbyrdes kampe: Sejr til Rungsted i samtlige seks kampe i fjor, og det fortsatte altså i denne sæsons første møde. Kan Herlev få stimen vendt?


Asperup i hopla: Herlev vandt sikkert over svækkede danske mestre OPTAKT: Esbjerg Energy-Frederikshavn White Hawks