Kampstart 19:00 i Concordium Arena

Rungsted Seier Capital ligger i en form for ingenmandsland i tabellen, og kan ikke engang begynde at forberede sig intenst på en kommende modstander i kvartfinalen.

Lige nu ser det ud til, at Rungsted ender på sjette- eller syvendepladsen, og med den hårde kamp om anden- tredje- og fjerdepladsen i toppen af tabellen, bliver de placeringer formentlig først afgjort i sidste eller næstsidste spillerunde. 

Derfor er devisen for Rungsted klar: Holdet skal trimmes og være i bedst mulige stand frem mod slutspillet. For Rungsteds vedkommende gælder det om at få powerplayspilet til at fungere optimalt og defensiven til at stå sikkert - som for eksempel i Metal Final4-semifinalen mod Aalborg, hvor det blev til en 3-0-sejr. I den henseende hjælper det naturligvis ikke, at Malte Setkov begår en dumhed som i søndags mod SønderjyskE, der koster karantæne.

For rytme og et godt flow med mange spillere er også på dagsordenen hos trænerne Åhlund og Olsson, der i store træk kunne se deres mænd levere en ganske solid kamp i Vojens søndag aften. Der skal lægges et lag mere til før slutspillet, og derfor kommer Odense ikke nemt til noget i aften.

Fynboerne er med i kampen om top fire-placeringerne, men der skal ikke mange flere nederlag til, før fynboerne er ude af det ræs. Odense har lige nu ni point op til Esbjerg på fjerdepladsen, men to kampe i hånden, hvor afstanden kan blive reduceret til tre point. 

Håbet om hjemmebanefordel i kvartfinalen lever altså endnu for Odense, men det kræver ubetinget tre point i aften.

Derfor kan det sagtens blive en tæt kamp mellem to hold, der er tvunget til at levere det allerskarpeste i en kommende kvartfinale, hvis man skal et skridt videre. Rejsen begynder i aften. 

Det forventer vi: To hold, der SKAL spille med højest mulige intensitet frem mod kvartfinalerne. Derfor kan det sagtens blive en tæt og underholdende kamp i Concordium Arena i aften. Det ser helt åbent ud. 

Metalligaen.tv: Har Jesper Schultz på plads i Concordium Arena til at guide dig igennem de 60 minutter. 

Hold øje med: Hos Rungsted er det også nødvendigt med mere produktion fra svenskerne Wahlgren og Karlsson i den kommende tid. Odenses finske angriber Kimi Koivisto står med 17 point i 32 kampe. Det snit skal også højnes. 

Skader/karantæner: Malte Setkov er ude med karantæne og afsoner den første af to dage ude. William Back sad ude mod SønderjyskE sammen Rasmus Andersson og Rungsted venter også på at kunne give debut til Quinn Ryan. Odense manglede senest i Esbjerg Rasmus Simonsen, Mathias Mølgaard og Frederik Søgaard. 

Historikken: De to hold har endnu ikke været i overtid de seks indbyrdes kampe, der har givet tre sejre til Rungsted og to til Odense. 

Statistikken: Odense er Metal Ligaens næstbedste udehold efter Aalborg Pirates. Rungsted er det femtebedste hjemmehold lige foran Odense, der altså stort set spiller lige så godt hjemme som ude. 


Rungsted fangede Odense på skidt fynsk aften GOALSHOW: Se målene fra Herning-Frederikshavn