Kampstart 20:15 i Bitcoin Arena

Der er pause i U20-VM i Bitcoin Arena i dag, så derfor er der plads til Metal Liga-ishockey. 

Rungsted møder SønderjyskE og aftenens hjemmehold får dermed mulighed for en hurtig revanche for nederlaget i sidste uge, hvor SønderjyskE vandt 5-2 i Vojens. 

En kamp, der faktisk var noget tættere end cifrene viser, og en kamp, hvor Rungsted-mandskabet var ganske decimeret og nede på fire-fem backer mod et SønderjyskE-hold, der var effektivt - også manglede mange folk - og ikke mindst havde en storspillende Nicolaj Henriksen i buret. 

Rungsted har på det seneste vist spillemæssig fremgang og det har SønderjyskE-træner Mario Simioni noteret sig.

- Rungsted spiller betydeligt bedre nu end i starten af sæsonen og på hjemmebane ved vi at de vil komme hårdt ud fra start. Det er vigtigt at vi er klar til at skøjte med dem fra første puckdrop og så er det vigtigt at vi spiller 60 minutters ishockey og ikke kun 22 minutter som i kampen i Vojens, lyder det. 

- 4-1 føringen i Vojens blev nok lidt af en metal sovepude for spillerne og Rungsted er bare for godt et hold til at de på den måde må lukkes ind i en kamp igen. Det skal vi gerne undgår sker tirsdag aften. Kan vi spille 60 minutters hockey, simpelt og disciplineret, så er der absolut også muligheder for point på en svær udebane, siger Mario Simioni. 

Det forventer vi: Et Rungsted-hold, der vil forsøge at angribe og spille "sin egen" ishockey - nok med en anelse forsigtighed - mod et SønderjyskE-mandskab, der er skarpt i omstillinger for øjeblikket og virkelig har marginalerne med sig. 

Hold øje med: SønderjyskE-kæden med Salhany, Brown og Frank ruller rigtig godt på for øjeblikket og bliver en skarp udfordring for Rungsteds defensiv. Hos aftenens hjemmehold fornemmer man stadig ekstra potentiale hos Henrik Hetta (11 point) og Hampus Gustafsson (10 point), der begge er afgørende, hvis Rungsted skal løfte sig frem mod slutspillet. 

Skader/karantæner: Rungsted spillede i sidste uge uden de to langtidsskadede Sebastian Bergholt og Nichlas Hardt og var desuden uden U20-landsholdsspilleren William Back samt Mathias Røndbjerg og André Pison. Det betød, at Daniel Madsen spillede back. SønderjyskE manglede fredag mod Herlev de U20-landsholdspillere Jeppe Müller og Jonas Borring Hansen, mens der var skader hos Anton Öhman, Shawn O'Donnell, William Boysen og Mike Szmatula. 

De indbyrdes kampe: SønderjyskE har haft fat i Rungsted i indeværende sæson. 4-0 og 5-2 på hjemmebane i Frøs Arena og 6-3 i Bitcoin Arena. Kan Rungsted vende den trend? 

Statistikken: Samtidig har SønderjyskE et klokkerent formbarometer med 15 point i de seneste fem kampe, mens Rungsted står med seks point for det samme antal matcher. 

 


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy KABANOV-SHOW i Aalborg - fire mål i 7-0-sejr